Annonce
Læserbrev

Læserbrev: Spring ud i oprettelsen af et egnsteater fra 2021

Peter Altenborg. Arkivfoto: Michael Svenningsen
Annonce

Læserbrev: "Hedensted henter teater til egnen" - sådan en overskrift er måske ønsketænkning, men kan blive til virkelighed, når byrådet forhåbentlig snarest vælger at sige ja til et egnsteater for Hedensted Kommune.

Det Fælles Landdistriktsråd i Hedensted Kommune har valgt at støtte oprettelsen af et egnsteater også økonomisk.

Tilbagemeldingerne på teaterforestillingen "Generalforsamlingen" i 2019, som Teater Jævn opførte rundt i hele kommunen, har vist, at der er stor interesse for den type kulturbegivenhed.

Flere var i teatret for første gang, og det var en stor oplevelse, som er med til, at borgere i kommunen med rette kan føle sig stolte over, at det kan lade sig gøre i en kommune af vores størrelse.

Interessen for teaterstykket giver omtale ud over kommunens grænser og er med til at brande kommunen. Ikke kun som en "scenekunst-kommune", men som en levende kommune med et rigt kulturliv.

Øget branding af Hedensted Kommune som en aktiv og attraktiv kommune - også på kulturområdet - styrker tilflytning og kulturturisme.

Egnsteatret vil gøre det mere attraktivt at bosætte sig i kommunen. Man kan deltage, blive klogere, more sig, blive underholdt, udvikle sig.

Et egnsteater, der får fast adresse i kommunen, og hvor kunstnerne dermed bliver bosiddende, er i høj grad landdistriktsudvikling og et supplement til de lokale initiativer med musik, foredrag og andre kulturbegivenheder, der allerede foregår.

Egnsteatrets arbejdsform støtter op om og tager afsæt i kommunens struktur af små lokalsamfund, som dermed kan styrkes med refleksion og øget selvbevidsthed.

Arbejdsformen i egnsteatrets gør det muligt at "betjene" en lang række borgere, som kan have vanskeligheder med at transportere sig til teatret i større byer.

De mange kulturinteresserede borgere får et mødested. Det kan styrke og synliggøre denne gruppe borgere og føre flere kulturelle aktiviteter med sig.

Børn og unge vil opleve et herboende professionelt teater, som vil være lokale kunstneriske og kulturelle rollemodeller. Kunsten kan give dem et nyt perspektiv på dem, vi er.

En ungdomsforestilling kan vise de unge noget, de godt ved, men kan gøre det muligt for de unge og deres voksne at snakke om det.

Og endelig til byrådspolitikerne: Teater er et mere synligt produkt end så meget andet, kommunen bruger penge på.

Det er rettet direkte til borgerne, involverer, ses og diskuteres af borgerne - i modsætning til kloakarbejder, it-programmer, konsulenthjælp, fratrædelsesgodtgørelser o.l.

Så byråd i Hedensted Kommune, spring ud i oprettelsen af et egnsteater fra 2021 og vær med til at udfylde en ny dimension i kommunen, der kan gøre borgerne gladere og signalere til omverden, at i Hedensted Kommune sker der også noget på det kulturelle område.

Et egnsteater, der får fast adresse i kommunen, og hvor kunstnerne dermed bliver bosiddende, er i høj grad landdistriktsudvikling og et supplement til de lokale initiativer med musik, foredrag og andre kulturbegivenheder, der allerede foregår.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce