Annonce
Tørring Folkeblad

Mor, far og fem børn: Vi kommer aldrig på uanmeldt kaffebesøg

Det er ikke så ofte, hele familien Stjernholm Mathiasen kan være samlet, men her ved morgenbordet mangler kun far Mikael, der for tiden arbejder på Sjælland. Foto: Morten Pape
Det er ikke altid nemt at få logistikken til at gå op, når man er en familie på syv, og forældrene bliver nødt til at prioritere hårdt imellem skolearrangementerne. Til gengæld er der fyldt med liv i huset, og man føler sig altid elsket af mindst en af de andre.

Øster Snede: 54 procent af borgerne i Hedensted Kommune bor mindst fire personer i husstanden, viser en undersøgelse fra Gallup, og det ligger et pænt stykke over landsgennemsnittet.

Der er selvfølgelig både nogen, der trækker op og ned i den statistik, og familien Stjernholm Mathiasen i Øster Snede hører med mor, far og fem børn under samme tag til de første.

For forældrene, Lissy og Mikael Stjernholm Mathiasen, var det ikke et bevidst valg fra start, at de ville være en storfamilie.

- Kun et af børnene har været planlagt, de andre er bare kommet. Men de er alle sammen ønsket. Min mor sagde engang til mig, at "du ved, når du har fået dit sidste barn", og det har jeg aldrig kunnet mærke, ikke før den sidste, siger Lissy Mathiasen og slår fast, at der ikke kommer flere nu.

Annonce

Ældste datter står for aftensmaden

Med fem børn i husstanden kan dagligdagen være noget af et puslespil, og det har i mange år primært været Lissys job at lægge brikkerne.

- Jeg har været på deltid i flere år, mens børnene var små, fordi det var den bedste måde at få økonomien til at hænge sammen. På et tidspunkt betalte vi 5000 kr. om måneden for institution, og så kunne det bare ikke betale sig længere, siger Lissy Mathiasen, der i dag studerer på fuld tid.

Familien Stjernholm Mathiasen

  • Far Mikael, 43, arbejder som nedbryder ved P. Olesen og Sønner i Hovedgård. Interesserer sig for historie, især anden verdenskrig.
  • Mor Lissy, 40, studerer EUX business på Campus Vejle og drømmer om praktikplads inden for offentlig administration. Passer sine lektier og familien og elsker at gå lange ture med hunden.
  • Sarah,19, blev student i sommer og har sabbatår. Arbejder i Imerco i Hedensted og har fået lyst til faget. Håber på en uddannelse som salgsassistent.
  • Kasper, 14, går i 8. klasse på Løsning Skole, og arbejder som fejedreng ved Frank Elkjær i Hedensted, hvor han selv cykler frem og tilbage. Var på DrengeAkademiet i sommers og følger nu et mentorprogram. Interesserer sig for biler.
  • Mikkel, 12, går i 5. klasse på Øster Snede Skole. Adhd gør, at han ikke så tit har legeaftaler, men er ofte sammen med vennerne online, når har spiller Fortnite og andre spil. Elsker at lave mad.
  • Isabella, 10, går i 4. klasse på Øster Snede Skole. Går til spejder og volleyball og spiller Fortnite. Har næsten altid legeaftaler.
  • Malthe 7, går i 1. klasse på Øster Snede Skole. I fritiden spiller han Fortnite og går til volleyball.

Det har under coronakrisen været en udfordring at finde ro til bøgerne, når både hun selv og børnene var hjemsendt, mens far Mikael passede sit arbejde på Sjælland.

- Mikkel på 12 har adhd, og det er den yngste også ved at blive udredt for, så der er altid meget liv i huset. Det er dejligt, men måske ikke så nemt, når vi alle sammen er der 24-7, og jeg også skal passe mine studier. Heldigvis har Sarah på 19 været en kæmpehjælp. Hun kan godt lide at lave mad, og hun har stået for aftensmaden hver dag, siger Lissy Mathiasen.

Huset er altid fuld af liv hjemme hos familien Stjernholm Mathiasen, hvor mor og far bor med fem børn. Her er Lissy i køkkenet sammen med sin ældste datter Sarah og sin yngste søn Malthe. Foto: Morten Pape
Annonce

Alenetid med mor og far er vigtigt

Hun har en kalender med oversigt over børnenes legeaftaler, sport, skolearrangementer, mm., og den er som regel godt pakket. Forældrene har hen over årene lært, at de bliver nødt til at prioritere hårdt i fx forældremøder på skolerne.

- Ellers kører vi os selv ned på det. Det er også vigtigt for os at have tid sammen i familien, både alle sammen og til hvert enkelt barn, siger Lissy Mathiasen.


Vi måtte købe en større bil, da vi fik nummer fire, og vi tømmer mælkehylden, når vi er i supermarkedet.

Lissy Stjernholm Mathiasen, mor til fem


Alenetid med mor eller far er således en del af planlægningen, men det sker også spontant, når behovet opstår.

- Jeg synes egentlig, at børnene giver ret godt udtryk for det, hvis de vil have lidt alenetid. Så går vi måske en tur med hunden sammen, eller de lokker far med op og spille playstation. Det er vigtigt, at alle bliver set og hørt. Men når man er mange, lærer man selvfølgelig også, at der er flere at tage hensyn til, og at man skal have respekt og forståelse for andre, siger Lissy Mathiasen.

Annonce

Alt kræver planlægning

Især i forhold til familiens yngste er planlægning af dagene nødvendig, da han har brug for at forberede sig på begivenheder og ændringer af rutinerne i god tid. Men også i forhold til omverden skal der laves mange aftaler.

- Når man er syv mennesker, dumper man ikke bare lige ind til kaffe hos nogen, siger Lissy Mathiasen med et smil.

Hun peger netop på logistikken som den største udfordring ved at være storfamilie, men de hovedbrud, det eventuelt kan give, bliver rigeligt vejet op af glæderne ved at være mange.

- Der er altid liv omkring en, og så er der altid nogen, der synes, man er verdens dummeste, men også altid nogen, der synes, man er verdens mest fantastiske.


Selvom børnene har de samme gener, er de meget forskellige. Det er et nyt lille individ, der kommer hver gang, og så starter man forfra som forældre.

Lissy Stjernholm Mathiasen, mor til fem


Den skæve vinkel

Baseret på en rundspørge fra Index Danmark/Gallup er Folkebladet dykket ned i de lidt mere kuriøse statistikker om borgerne i Hedensted Kommune.

Tallene tager udgangspunkt i borgere på minimum 12 år.

162 personer er blevet spurgt, hvorfor rundspørgen er i den lave ende til at kunne konkludere noget med matematisk sikkerhed.

Når avisen alligevel laver en serie på baggrund af tallene, skyldes det, at der er tale om uskyldige og underfundige historier.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Tørring Folkeblad

Nu skal der sættes pris på lokale butikker: Detailhandelspris uddeles for første gang

Tørring Folkeblad

Ugens Politirapport uge 7

Tørring Folkeblad

Ugens Politirapport uge 7

Annonce