Annonce
Tørring Folkeblad

Nyt samarbejde skal få livet mellem Tørrings huse til at blomstre

Tørrings butikker laver flere gange om året aktiviteter på torvet, som her 128 års fødsesldagsfest sidste år. Det kan dog være svært at drive en aktivitet, når man samtidig skal passe sin butik. Den udfordring håber Handelsstandsforeningen blandt andet at det nye BID samarbejde kan hjælpe med. Arkivfoto: Søren E. Alwan
Foreninger, borgere, erhvervsdrivende og institutioner skal med den nye samarbejdsmodel BID blive endnu bedre til at tale sammen og få tingene til at ske i Tørring. Lykkedes det bliver konceptet bredt ud i resten af kommunen.
Annonce

Tørring: At der i denne tid bygges på livet løs i Tørring er sikkert gået de færreste næser forbi, men ét er liv i byggeriet, noget andet, hvordan der efterfølgende bliver skabt liv mellem både de nye og gamle rammer.

Den opgave skal en ny samarbejdsmodel kaldet BID (Business Improvement District) nu involvere alle interessenter i Tørring i at løse - lige fra dem, der bor eller arbejder i byen, til dem, der handler, går i skole eller driver virksomhed der.

Kort sagt handler det nye initiativ om at få alt fra foreninger, erhvervs- og handelsliv til almindelige borgere og institutioner som kirke og skole til ikke bare at tale mere sammen, men også at handle sammen. Det fortæller formand for Tørring Handelstandsforening Henrik Hornemann.

- Det er ikke fordi, vi ikke har talt sammen før. Der har altid været en god dialog i byen, men det er også tit de samme relationer, der sætter sig sammen. Vi kunne måske godt blive bedre til ikke bare at koordinere tingene, men også at få én plus én til at give tre. Der sker rigtig meget i Tørring, men meget sker for lukkede døre. Håbet med BID-projektet er blandt andet at livet i Tørring i højere grad bliver flyttet ud på gaden, lyder det fra Henrik Hornemann, der blandt andet nævner, at man for eksempel kan lade kirkekoret øve på torvet.

BID

BID står for Business Improvement District og er en samarbejdsmodel, hvor kommunen og øvrige interessenter mødes med jævne mellem for på den måde at styrke samarbejdet, forme udviklingen og skabe events i en by eller bydel. Møderne styres af Mikkel Niess, der er direktør i BIDDanmark ApS.

Han introducerede som daværende varehuschef i Føtex på gågaden i Vejle modellen i Danmark tilbage i 2015, hvor det blev et redskab til at sikre en bedre udvikling af Latinerkvarteret i Vejle.

I dag faciliterer Mikkel Niess otte BID's i Vejle Kommune - fire i Vejle By samt Give, Egtved, Jelling og Børkop. Derudover er der BID-netværk i Gladsaxe kommune, Aabenraa, Tønder, Haslev, Holstebro, Billund og Albertslund.

BID-netværket i Tørring er det første i Hedensted Kommune.

Kilde: Biddanmark.dk

Annonce

Møde på onsdag

Ideen har han ikke bare har hevet ud af den blå luft, men den blev nævnt, da det første BID-møde blev holdt i forrige uge med omkring 40 deltagere. På grund af coronakrisen var mødet digitalt og af praktiske årsag var mødet kun for inviterede. Deltagerne var blandt andet de butiksdrivende, foreningsfolk og repræsentanter for skole, kirke m.m.

Allerede på onsdag 29. april klokken 19-20, holdes det næste digitale møde, og her bliver det muligt for alle at deltage. Man kan tilmelde sig mødet via hjemmesiden hedensted.nemtilmeld.dk. På dagsordenen er blandt andet at finde ud af hvilke aktiviteter, der kan sættes gang i, i den nærmeste fremtid, som for eksempel et alternativt corona-banko eller lørdagsflagning i byen, men der skal også tales om større initiativer, som for eksempel muligheden for at holde en genforeningsfest, når broarbejdet forventes færdigt 19. juni.

- Normalt, når man sætter gang i sådan en BID-proces, er det med et stort borgermøde, men det kan vi af gode grunde ikke lige nu. Vi synes dog også, det er vigtigt at komme i gang netop nu. Anderledes tider har behov for anderledes løsninger, lyder det fra Henrik Hornemann.

Annonce

For hele byen

Han understreger at projektet, selvom det er født i handelsstandsforeningen, ikke er et butiksprojekt, men et tiltag til gavn for hele byen.

- En aktiv levende by er til glæde for handelen, ja, men vi som butikker kan jo også gøre nogle ting, der for eksempel kan understøtte foreningslivet, konstaterer Henrik Hornemann.

BID-projektet er støttet af Hedensted Kommune via Hedensted Erhverv og kører i første omgang i et år. Samarbejdsmodellen skal på sigt muligvis bredes ud til de øvrige centerbyer i kommunen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Tørring Folkeblad

Ugens politirapport uge 26

Annonce