Tørring: Natten til søndag kl. 1.36 rykkede Sydøstjyllands Politi ud til melding om et slagsmål på Tørring Gymnasium.
Da en patrulje nåede frem, viste det sig at være mindre dramatisk.
- Der var noget tabernakel, men ikke decideret slagsmål, der krævede sigtelser for vold eller lignende, siger politikommissær Rune Andreasen.
En enkelt 17-årig ungersvend fra Horsens endte dog alligevel med at blev skrevet i blokken, da han nægtede at opgive navn og fødselsdato.
Dog blot i første omgang.
- Han blev kortvarigt anholdt og sat ind på bagsædet af bilen. Efter en god snak får vi hans knallertkørekort, men han endte altså med at blive sigtet, siger Rune Andreasen.