Annonce
Tørring Folkeblad

Sat til vægs af et marsvin

Elisabet Hyttel. Foto: Michael Svenningsen
Annonce

Klumme: Jeg er blevet sat til vægs af et marsvin. Normalt plejer jeg at være ferm til at vinde diskussioner i familieregi med hårdtslående argumenter og logik, men denne gang kom jeg i stærk modvind og måtte overgive mig til pelsdyret, hvis højeste oratoriske præstation er pibelyde, når det tigger mad.

Det piber, så snart børnene har sat deres cykler i stativerne efter skole, for så ved det, at der vanker mælkebøtter eller andet grønt.

Og der falder ofte en godbid af, når de voksne har været i haven for at luge ukrudt.

Vi har haft to, et mørkebrunt og et lysebrunt, som er blevet klappet og passet gennem flere år. Men sidste efterår måtte vi sige farvel til det ene af dem, som var blevet så syg, at vi måtte gå den tunge gang til dyrlæge for at få det aflivet. Der blev fældet nogle tårer, malet en fin lille gravsten, og marsvinet blev behørigt under fine ord lagt til hvile under et træ i haven.

Nu kunne man frygte, at det tilbageblevne marsvin ville føle sig ensom, men det efterhånden aldrende pelsdyr klarer sig forbavsende godt uden sin bofælle. Lige indtil vi for en måneds tid siden opdagede en stor knude på halsen.

En tur til dyrlæge bekræftede, at der var en kræftknude, men dyrlægen fortalte, at den uden problemer kunne opereres væk, for marsvinet var ellers sundt og raskt.

Og så var det jeg kom i modvind. Jeg syntes, det var overdrevet at betale et pænt, men dog ikke uoverkommeligt beløb, for et kæledyr, der med fem et halvt år på bagen, nok ikke har så mange leveår tilbage.

Måske er det, fordi jeg voksede op i en landsby, hvor min venindes far puttede tiloversblevne kattekillinger i en sæk og hurtigt tog livet af dem, at jeg har oparbejdet et ikke så sentimentalt forhold til dyr, selvom jeg dengang fandt behandlingen af kattekillingerne lige lovlig barbarisk. Men kæledyr har en udløbsdato, og kan de komme herfra på en ordentlig måde, synes jeg, det er bedst.

Min familier derimod insisterede på, at vi da ikke bare kunne lade marsvinet gå en krank skæbne i møde og måske blive mere og mere syg, inden det til sidst måtte aflives. Og at aflive det med det samme kunne der bestemt ikke være tale om.

De fremførte, at jeg har bebuddet, at der ikke bliver anskaffet et nyt kæledyr, når marsvinet ikke kan mere - børnene er trods alt ved at blive store. Og de ville så nødig af med deres kæledyr, hvilket marsvinet sekunderede med endnu flere jubeloptimistiske pibelyde. Fuldstændigt uvidende om dets skæbne.

Til sidst måtte jeg overgive mig.

Marsvinet blev opereret og har klaret det forbavsende godt. Det futter stadig lystigt rundt i buret og rejser sig på bagbenene ved udsigt til gulerødder og broccoli, og jeg har måttet pakke mine pekuniære argumenter væk og nøjes med at tage en tur ud i haven for at plukke mælkebøtter, når piberiet bliver for højt.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce