Annonce
Tørring Folkeblad

Skobutik vil genopstå som anpartsselskab

Bitte Sko har eksisteret i 41 år, men i august begyndte butikken et ophørsudsalg. Arkivfoto: Michael Svenningsen
Bitte Sko efterlyser nu lokale investorer, der vil smide penge i et anpartsselskab, der skal genåbne skobutikken.
Annonce

Tørring: Selvom der nu på femte uge er ophørsudsalg i Bitte Sko i Tørring, bliver der arbejdet på, at skobutikken kan genåbne i en anden form på samme adresse.

- Det er næsten sikkert, at selve bygningen bliver solgt, og at lokalet kan lejes ud til butik. Samtidig er vi i kontakt med investorer, der gerne vil drive butikken videre som anpartsselskab, forklarer Lasse Nørremark, der har drevet skobutikken i 41 år.

Bitte Sko måtte i august ud i en rekonstruktion blandt andet på grund af et for stort varelager og vigende netsalg.

Annonce

Anparter til 50.000 kr.

Lasse Nørremark har kontakt med en række investorer, der er villige til at køre skobutikken videre som et anpartsselskab. Butikken skal fremover i endnu højere grad fokusere på sundt fodtøj. Ideen er, at man kan købe anparter til 50.000 kr. Anpartshaverne skal så stå som ejere af butikken og vil få dividende af overskuddet.

- Vores personale vil gerne blive, flere af vores leverandører vil gerne levere, og jeg er også selv villig til at arbejde i butikken, fortæller 74-årige Lasse Nørremark, der på grund af rekonstruktionen ikke selv kan stå som ejer.

Hvem der står bag det nye anpartsselskab, kan Lasse Nørremark ikke oplyse, men man kan kontakte ham, hvis man ønsker at købe en anpart.

- Man binder sig ikke ved at vise interesse. Det handler om, at vi får en tilkendegivelse af, om der er folk i Tørring, der mener, det er vigtigt, at byen får en skobutik igen, siger Lasse Nørremark.

Han glæder sig fortsat over, at ophørsudsalget, der formodentlig fortsætter, har givet så meget i kassen, indtil videre 1,7 mio kr., så de fleste kreditorer kan få, hvad butikken skylder.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Tørring Folkeblad

Politirapporten uge 48

Tørring Folkeblad

Tørring-butikker øger åbningstiden: Blomsterhandel bliver døgnåben og sportsbutik tilbyder morgen- og aftenshopping

Annonce