Nekrolog: 69-årige Vagn Rasmussen, Tørring, er pludselig død.
Han var elev i den tøjforretning, som Bent Søiberg købte i Tørring i 1970, og han blev i butikken frem til 2017, da Bent Søiberg solgte forretningen til Kim Andersen.
- Bent og Vagn havde det altid godt med hinanden. De havde en klar arbejdsfordeling, der aldrig blev diskuteret. De vidste jo alligevel, hvad den anden ville mene, fortæller Bent Søibergs hustru, Vivi Søiberg, og fortsætter:
- Vagn tog smilende imod det halve Tørring ved disken, og han kendte størrelser og livvidder på de fleste. Alle kendte Vagn, og det er helt ufatteligt, at vi ikke skal møde ham igen. Han var en grundpille ikke bare i firma Søiberg, men i hele byen.
Vagn Rasmussen efterlader sig to sønner og tre børnebørn, som han var meget tætte med.
Begravelsen har fundet sted.