Annonce
Tørring Folkeblad

Uddelerne i Rask Mølle og Bredsten har byttet butik

Peter Lystrup vil lige stikke en finger i jorden før han kommer med de store og forkromede fremtidsplaner for butikken. Foto: Morten Pape
Dagli’ Brugsen i Rask Mølle har fået ny uddeler. 1. maj tiltrådte 37-årige Peter Lystrup i stillingen. Han bytter faktisk stilling med Dagli’ Brugsens seneste uddeler, Stefan Pedersen, som dermed har overtaget Peter Lystrups uddelerstilling i Bredsten.
Annonce

Rask Mølle: Dagli’ Brugsen i Rask Mølle har fået en ny mand bag roret. Han hedder Peter Lystrup og kommer fra Aarhus, hvor han også er født og opvokset.

De seneste tre år har han været uddeler i Dagli’ Brugsen i Bredsten. Peter Lystrup er gift, og han og fruen venter parrets første barn sidst i maj, og i den forbindelse har det været et ønske fra hans side at finde et uddelerjob, der lå lidt tættere på hjemmet i Aarhus.

Kabalen kunne gå op ved, at han og Stefan Pedersen byttede job, så Stefan Pedersen i stedet overtager Peter Lystrups uddelerstilling i Bredsten. Dermed får han også kortere til arbejde, eftersom han er bosat i Grindsted. Det blev dermed kun til et lille års tid på posten for Stefan Pedersen, der afløste Jacob Nielsen i juni 2019. Jacob Nielsen nåede for sin del at være uddeler i Rask Mølle i syv et halvt år. Han er i dag uddeler i Dagli’Brugsen i Lund ved Horsens.

- Det gav god mening for os begge to med dette bytte. For mit eget vedkommende halverer jeg min kørsel til og fra arbejde. Desuden havde jeg også et ønske om at overtage en stor Dagli’Brugs, og det ønske bliver også opfyldt med mit skifte til Dagli’Brugsen i Rask Mølle, siger Peter Lystrup.

37-årige Peter Lystrup fra Århus er ny uddeler i Dagli' Brugsen i Rask Mølle. Foto: Morten Pape
Annonce

Stor ros til medarbejderne

Avisen besøgte den nye uddeler på hans kun anden arbejdsdag, og det var en Peter Lystrup, der på alle måder glædede sig over sit nye job.

- Det kan jo ikke være anderledes, når man bliver budt velkommen af en flok supermotiverede og dygtige medarbejdere, der virkelig udstråler, at de vil butikken og lokalområdet. Der er en virkelig god stemning i butikken, og det er jo bare noget, vi skal bygge videre på sammen. Det må godt være sjovt at gå på arbejde, siger Peter Lystrup, der også glæder sig over, at rigtig mange kunder har budt ham velkommen til Rask Mølle.

- Jeg kan kun sige, at jeg har fået et supergodt indtryk af byen og lokalbefolkningen, siger Peter Lystrup, der har en klar ambition om, at Dagli’ Brugsen Rask Mølle skal være områdets foretrukne butik.

- Det gør man ved at have en butik med masser af frisk frugt og grønt, et godt udvalg af frisk, fersk kød og nogle attraktive tilbud. Ved siden af det skal vi naturligvis også være en aktiv del af lokalområdet ved at støtte op omkring lokale foreninger og arrangementer, så vi bygger videre på den goodwill, som butikken allerede har i forvejen, siger Peter Lystrup.

Annonce

Flere garvede medarbejdere

Dagli’Brugsen i Rask Mølle beskæftiger mellem 25 og 30 medarbejdere – heraf flere med mange år på bagen.

Dagen før Peter Lystrup startede i jobbet som ny uddeler i Rask Mølle, stoppede én af de rigtig gamle i gårde, Betty Frydensbjerg, efter 26 år i butikken for at gå på pension.

- Betty har dog sagt, at står vi og mangler hjælp til at få pakket nogle kurve, så skal vi bare ringe, så kommer hun og giver et nap med. Det viser bare, at der er en rigtig god ånd i butikken. At medarbejderne virkelig brænder for det at drive en god butik her i Rask Mølle, siger Peter Lystrup.

Peter Lystrup kommer fra en stilling som uddeler i Dagli'Brugsen i Bredsten. Foto: Morten Pape
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce