Tørring: Der har været indbrud i et hus på Grønnevej i Tørring.
Indbruddet er sket på et tidspunkt mellem onsdag 18. november og søndag. Et soveværelsesvindue er blevet brudt op.
Mandag 23. november havde Sydøstjyllands Politi ikke klarhed over, hvad der var forsvundet fra huset.
Væltet lastbil
Ved afkørsel 4 ved Tørring og Ølholm satte et udenlandsk sættevogntog tirsdag 17. november omkring kl. 16 bogstaveligt talt en prop i trafikken.
Ifølge vagtchefens oplysninger kørte lastbilen af uvisse årsager hen over en rundkørsel nær motorvejsafkørslen. Vognen væltede, der skete ingen personskade, men vogntoget blokerede for al trafik til og fra motorvejen.
Et første forsøg på at fjerne den strandede lastbil kiksede, og det var derfor nødvendigt at tilkalde særligt materiel i Fredericia for at løfte den fri.
Vejdirektoratet afspærrede efter uheldet afkørsel 4, og det betød, at trafikanter på motorvejen måtte fortsætte til Give-afkørslen for at komme af.
Landbetjent Michael Tranholm - Træffetid hver torsdag fra kl. 14-17 - på Tørring Borgerservice, Gudenåcentret - Tlf . 51 24 92 09 - Evt.: Horsens Politi, tlf. 114 (www.politi.dk).