Annonce
Trekantens Folkeblad

Børkopborger med i stort bageshow

Marianne Bjerring bruger meget tid på at bage. Nu også på landsdækkende tv. Foto: Jørgen Flindt

Lørdag den 29. september begynder en ny sæson af Den Store Bagedyst. En af deltagerne er den 40-årige bageentusiast Marianne Bjerring, der bor i Børkop.

Annonce

Børkop: - Shit mand. Hvad har jeg rodet mig ud i?

Sådan lød Marianne Bjerrings første tanke, da hun 8. februar i år fik at vide, at hun skulle være en af de ti deltagere i tv-programmet Den Store Bagedyst. Det var nemlig ikke det eneste specielle, der skete i Marianne Bjerrings liv i de dage.

- Faktisk så skulle jeg giftes den 10. februar, så det var lidt nogle vilde dage. Men jeg var også glad, fordi jeg ville jo vildt gerne være med, fortæller hun.

Gift blev hun, og i april begyndte optagelserne til showet.

Jeg er blevet bedre til at bage. Jeg er blevet lidt mere modig, og jeg er blevet mere sikker på mig selv.

Marianne Bjerring, Den Store Bagedyst-deltager
Annonce

Alenetid er bagetid

Flere har nok set Marianne Bjerring i Børkops gader. Til daglig er hun nemlig skolepædagog på Englystskolen og bor også i byen sammen med sin mand Carsten og søn Anton på otte år. Endnu flere får hende dog at se nu, og det er takket være, at hun en aften var alene hjemme.

- Jeg sad herhjemme i sofaen alene en onsdag aften, mens min mand var til badminton og tænkte, at det skulle jeg simpelthen prøve: At fare rundt inde i det der telt. Og så meldte jeg mig til, fortæller hun.

Og det er ikke første gang, at alenetid har drevet Marianne Bjerring til kageformene.

- Jeg begyndte først rigtigt at bage, da jeg var gravid med min dreng. Jeg blev sygemeldt med bækkenløsning, og så blev jeg også alene i min graviditet, så derfor skulle jeg have noget at lave. Så kastede jeg mig over fondantkager og så tog det fat. Jeg fandt ud af, at det gjorde mig glad at bage, og så blev jeg ved, griner hun.

Annonce

Nervøsitet og selvtillid

- Der var mange ting, jeg var nervøs for. Jeg var især nervøs over, hvis det nu gik galt. Jeg ville så gerne gøre det godt. Jeg var nervøs for, at alt det jeg havde øvet mig på og forberedt mig på, gik galt, fortæller Marianne Bjerring om tiden op til optagelserne.

Og galt gik det - ihvertfald lidt - til castingen. Her lavede Marianne Bjerring nemlig en mousse, der var skilt. Men hun kom videre, og efterfølgende gik Marianne all in på Bagedyst-forberedelserne:

- Jeg har fulgt med i Den Store Bagedyst alle årene, men inden det startede, gik jeg ind og kiggede på, hvilke hemmelige udfordringer de tidligere havde lavet. De har i hvert fald flettet et brød og lavet flødeboller, og de har lavet kagecreme og alle sådan nogle ting, og så bagte jeg alle de ting, jeg ikke havde prøvet at bage før, griner hun.

Øvelse gør mester, og selvom Marianne Bjerring ikke kan røbe meget om programmet, kan hun dog fortælle, at hun har lært en masse.

- Jeg er blevet bedre til at bage. Jeg er blevet lidt mere modig, og jeg er blevet mere sikker på mig selv, siger hun.

Annonce

Hele familien

Som noget nyt bliver Den Store Bagedyst sendt om lørdagen, så hele familien kan følge med. Sådan bliver det også hjemme hos Marianne Bjerring i Børkop.

- Jeg skal se det første afsnit med det meste af min familie. Jeg er helt sikker på, at det bliver sjovt, og jeg glæder mig til at genopleve det, siger hun.

Hun har selvfølgelig tænkt sig at bage lidt til sine gæster i anledningen af programmet.

- Vi skal have noget af det kage, vi kommer til at se i første afsnit også. Jeg kan ikke sige hvad, men det er lækkert, det kan jeg røbe.

Første afsnit af Den Store Bagedyst sendes lørdag 29. september klokken 20 på DR1.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce