Annonce
Trekantens Folkeblad

Der var en byggegrund i Andkær - det var heldigt

Andkær har sin egen udgave af et bibliotek, hvor folk lægger deres læste bøger, og andre henter ny læseforsyning. Lokalrådsformand Michael Andersen nyder fællesskabet i landsbyen, som han og familien nærmest ved et tilfælde slog sig ned i. Foto: Mette Mørk
Michael Andersen er formand for Andkær Fritidsforening, som også omfatter Sellerup. Lokalrådet er en del af foreningen.
Annonce

Andkær-Sellerup: Valget faldt på Andkær, da Michael Andersen og hans kone, Pia Westergaard, kiggede efter en byggegrund i Vejle-området for godt 12 år siden.

- Dengang var der ikke det store udvalg af ledige byggegrunde på Vejle-kanten, siger formanden for Andkær Fritidsforening.

De har aldrig fortrudt, at det blev denne lille landsby tæt på skov, strand og storbyen Vejle. Det var et ungt nybyggerkvarter. Der var børnehave for enden af vejen og siden skole til parrets to drenge.

Efterhånden kom de med til fællesspisning på skolen. Michael Andersen kom for fem-seks år siden i bestyrelsen for Andkær Fritidsforening. Efterhånden var han så rutineret, at han blev foreslået som formand.

- Arbejdet er til at have med at gøre. Vi løfter i flok, siger han.

Bestyrelsen består af syv medlemmer og to suppleanter. To af medlemmerne repræsenterer lokalrådet.

Det er heldigvis sådan, at ikke alt lander i Vejle. Viser man selv engagement, bliver det også belønnet.

Michael Andersen

Annonce

Travlt liv

Michael Andersen kommer fra Sdr. Omme, hans kone fra Toftlund, og det at tage del i foreningslivet ligger nok i generne. Hans far har altid været aktiv i forskellige foreningsbestyrelser.

- Vi kunne nok gøre mere i fritidsforeningen. Der er et hav af muligheder for at søge puljer og gå i gang med forkromede projekter, siger han, men de fleste har et travlt liv.

Foruden sit job som restaurant manager på Hotel Legoland kører han sine to sønner til træning i amerikansk fodbold hos Triangle Razorbacks i Vejle.

Men aktivitetsniveauet er højt. Andkær Fritidsforening byder på alt fra månedlig fællesspisning, gymnastik, yoga, bordtennis, fastelavn og julefrokost. Som noget nyt er der kommet fælles affaldsindsamling og julemarked på programmet.

- Vi opfordrer ildsjæle til at gå i gang med pop-up-aktiviteter. Som fritidsforening har vi økonomien til at støtte dem.

Annonce

Fin størrelse

Michael Andersen synes, Andkær har en fin størrelse, men en lille håndfuld byggegrunde kunne være godt.

Både i Andkær og i Sellerup kender folk hinanden.

- Her får man lov til at leve det liv, man ønsker. Vil du være en del af sammenholdet, er du velkommen. Ønsker du at holde dig for dig selv, gør du det.

I området tager man godt imod tilflyttere med et program fra fritidsforeningen. Det er så op til dem, om de vil involvere sig.

Et af områdets initiativer er et minibibliotek. En lokal håndværker har lavet et skab, hor man kan stille bøger, som man synes, andre skal læse, og hvor man kan hente en god bog til eksempelvis ferieturen.

Foreningen er også kommet med input til byvisionen 7080 og bakker op om udvidelse af idrætsfaciliteterne i Gauerslund, som områdets beboere bruger.

En stor opgave venter forude. Politikerne har besluttet at lukke indskolingen på Andkær Skole og flytte den til Gauerslund.

Nu skal der arbejdes med, hvad skolen fremover skal bruges til. Det kan være en friskole, et kulturhus, en række mindre erhverv i kombination med et lokalt samlingssted som omdrejningspunkt for fællesskabet i Andkær og Sellerup.

Michael Andersen er overbevist om, at Vejle Kommune ikke ønsker, at den store bygning skal stå og forfalde.

- Det er heldigvis sådan, at ikke alt lander i Vejle. Viser man selv engagement, bliver det også belønnet, er hans erfaring.

Dit lokalråd

De 33 lokalråd er vigtige bindeled mellem lokalområderne og Vejle Kommune. Vi præsenterer formændene for lokalrådene i ugeavisens område. Serien er blevet til i et samarbejde mellem Vejle Kommune, din lokale ugeavis og Vejle Amts Folkeblad.

Michael Andersen, formand for Andkær Fritidsforening

Restaurant manager på Hotel Legoland, 42 år.

Gift med Pia Westergaard. Parret har to sønner, Oscar på, 14 år, og Villiam, 12 år.

Stammer fra Sdr. Omme.

Har boet 12 år i Andkær.

Uddannet købmand, har arbejdet i sin fars kontorforsyningsvirksomhed i Grindsted. Begyndte i Legoland som sæsonansat. Fastansat for 13 år siden, først i parken i 11 år og nu på hotellet.

Også formand for Grundejerforeningen på Skovbyvej.

Fritiden går i øvrigt med at køre de to sønner til træning og kampe Triangle Razorback i Vejle (amr. fodbold)

Løber to gange om ugen fra Andkær til McDonald's i Vinding - fortræning til Lillebælt Halvmarathon. Står gerne på ski i Østrig og Norge og ofte på ferie i forældrenes feriebolig i Tyrkiet.

Vi har brug for et samlingssted

Hvad er du mest stolt af i dit lokalområde?

Sammenholdet. Der er altid opbakning, når en opgave skal løses.

Hvis du var ejendomsmægler, hvordan skulle salgsteksten lyde?

En landsby i Vejle. To kilometer til skov, tre kilometer til strand, 10 minutter til Vejle og tæt på motorvej til hele verden.

Hvilken plet viser du en udenbysgæst?

Vi skal op på et udsigtspunkt mellem Sellerup og Andkær, hvor vi kan se ned over Sellerup, Andkær og mod øst Lillebælt og Fredericia.

Hvordan skulle området gerne have udviklet sig om 10 år?

Vi skal ikke være meget større, men måske 10-15 nye boliger, som er med til at sikre aktivitet - og så skal der været fundet en løsning, så vi måske har en friskole, fribørnehave. Måske et kulturhus med nogle små kreative erhvervsvirksomheder. Og i hvert fald stadigvæk skolen som samlingssted.

Hvad trænger til at blive gjort inden for det kommende år?

Vi er nødt til at tage fat på, hvad der skal ske med Andkær Skole.

Din største bekymring for lokalområdet?

At vi mister vores samlingssted. Det er nødvendigt for at bevare sammenhold med fællesspisning, sport og fastelavnsfest.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce