Annonce
Trekantens Folkeblad

Donation gør det muligt at komme ud på bølgen den blå

Bådeklubben BBK fik donation af Fynske Bank. Foran den nye følgebåd ses fra venstre Morten Ullerup Lyng, der er filialchef hos Fynske Bank. Jette Dalegaard er formand for BBK samt Jørn Pedersen, der er bådeklubbens altmuligmand. Foto: Jørgen Flindt
Fynske Banks Fond har doneret 75.000 kroner til Bådeklubben BBK. Pengene er brugt til indkøb af ny følgebåd.

Brejning: Den er ny, og den skal i den grad se frem til et liv på fjordens bølger.

Bådeklubben BBK har købt en ny følgebåd, og det er først og fremmest blevet gjort muligt ved at Fynske Bank har støttet indkøbet af båden med 75.000 kroner.

- Det er godt nok bidende koldt, men det er en solstrålehistorie, og det har været en kæmpe hjælp. Vi er rigtig glade for det flotte bidrag. Det gør det muligt for os at købe en helt ny båd, og det giver hele klubben et løft, siger Jette Dalegaard, der er formand for Bådklubben BBK.

Båden er nemlig en helt uundværlig del af at have en klub med over 500 medlemmer, som stort set alle dyrker deres sport ude på fjorden. Det kræver, at man kan komme derud, når man er træner eller dommer. Det er, trods alt, lige svært nok at være det fra en strandkant.

- Sådan en følgebåd er alfa og omega. Vi havde en en båd, som gik i stykker (i et uheld på landjorden, red), og det betød, at vi stod uden båd. Men vi fik penge fra forsikringen og sammenholdt med den store støtte fra Fynske Bank samt penge fra vores egen klubkasse, kunne vi komme i mål med indkøb af en helt ny båd, forklarer Jette Dalegaard.


Det er godt nok bidende koldt, men det er en solstrålehistorie, og det har været en kæmpe hjælp.


Brejning Både Klub er ikke helt som bådklubber er flest. Her er alle grene af det maritime idrætsliv samlet under samme paraply. Det betyder, at uanset om man er sejler, kajakroer eller noget tredje, er man en del af samme klub.

- Der er vi unikke, og det er en styrke, vi værner meget om. Vi står sammen her, og det mærker vores medlemmer også, for vi arbejder alle i den samme retning, siger Jørn Pedersen fra bådeklubben.

Glæde hos fond

Hos den lokale filial af Fynske Bank er man glade for at fonden støtter bådeklubben på en måde, så klubben nu har fået en ny følgebåd.

- Der er et stærkt foreningsliv og en smuk natur her i vores lokale område, og det ses jo også her ved Brejning Lystbådehavn. Her går foreningslivet og naturen op en smuk enhed, og vi er glade for at kunne støtte klubben, så de nu får forbedrede muligheder på deres medlemmers vegne, siger Morten Unnerup Lyng, der er filialchef hos Fynske Bank i Børkop.

Båden er klar til at komme på fjordens bølger, men det er først om et par uger, at sæsonen for alvor tager fart.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Trekantens Folkeblad

Nyt fra Vejle Kommune

Annonce