Annonce
Trekantens Folkeblad

Et glimt af fortiden: Øjebliksbillede

Børn i Amaliegade anno cirka 1910'erne. Foto: Børkop Lokalhistoriske Arkiv
Børkop Lokalhistoriske Arkiv har været i gemmerne og fundet et billede fra Amaliegade, hvor en flok børn har fået øje på fotografen.

En eller anden har stået i et vindue på førstesalen af Amaliegade 11 og taget dette snapshot af nogle børn, en stille gade og Børkop station i baggrunden.

Det kunne være slagtermester Søren Hansen Pedersen. Det er nemlig hans datter Karen til højre, der her følges med høker Hans Hansens datter.

Der står også en dreng midt ude på vejen. Det menes at være høker Hansens søn Jens Alfred Riis Hansen, senere købmand og far til endnu en købmand Riis Hansen. Familien drev købmandsvirksomhed i Børkop i 100 år - fra 1893 til 1992.

Vi kan vide, at billedet er taget før 1919, for det år blev der bygget et apotek på det fine haveanlæg i forgrunden til højre. Børkop havde allerede siden 1908 haft en filial af apoteket på Axeltorv i Fredericia, et såkaldt hjælpeapotek. Det lå i Søndergade 18.

Men omkring 1919 var Børkop efterhånden vokset til en størrelse, så der var grundlag for et selvstændigt apotek, så apoteker Schrøder gik i gang med byggeriet på Amaliegade.

Flytningen af alt apoteksgrejet, pillemaskiner, pulvere, plastre og alt inventar foregik natten mellem lørdag 15. marts og søndag 16. marts 1919. Man betjente kunderne i Søndergade om lørdagen og i Amaliegade om søndagen.

Børkop Lokalhistoriske Arkiv har til huse ved biblioteket i Markant, men der er for tiden lukket grundet corona-nedlukningen. Man kan finde gode lokale historie på borkophistorie.dk

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Trekantens Folkeblad

Skoleelever fandt slikpapir i rå mængder, snus og to par underbukser: Efter 7,5 kilometer affaldsindsamling kunne cheeseburgeren nydes

Trekantens Folkeblad

Nyt fra Vejle Kommune

Annonce