Annonce
Trekantens Folkeblad

Her kan unge mennesker lære at lave farsbrød og brun sovs

Brun sovs er på programmet. Sammen med farsbrød. Når unge kan lære at lave mormormad i Børkop. Foto: Jørgen Flindt
Mormormad er da ikke kun for mormødre. 14 unge kan lørdag 28. november lære at lave farsbrød med brun sovs. Det sker på Englystskolen.
Annonce

Børkop: Er du en af dem, der får vand i mundvigene af tanken om saftigt farsbrød, råstegte kartofler og godt med brun sovs, ja så er du måske lidt oppe i årene.


Jeg er sikker på, at du kommer til at imponere din familie

Karina Thorup Callesen, hjemmekundskabslærer


Men mormormad, som farsbrød må siges at være, er en spise, der jo bare smager godt. For både ung som gammel. Og 28. november kan unge mennesker lære at lave det, så mormor bliver helt stolt.

Det kommer til at ske på Englystskolen.

- Du skal ikke bare lave retten – og spise den – ooog vaske op bagefter. Vi går nemlig lidt ned i de teknikker, der ligger bag. Så du også vil kunne lave den hjemme – og andre lignende retter. Jeg er sikker på, at du kommer til at imponere din familie, lyder det fra Karina Thorup Callesen, der er hjemmekundskabslærer.

Annonce

Guldkorn og kartofler

Hun er tilknyttet Ung i Vejle, som tilbyder forskellige ungdomsaktiviteter rundt i kommunen. Også i skolekøkkenet.

- Hvordan rører du en god fars? Hvordan bliver de råstegte kartofler sprøde? Hvordan laver man en sovs – uden den klumper og skiller? Og mange andre spørgsmål, får vi opklaret, lyder det videre.

Der er plads til 14 elever, og man skal gå i mindst 7. klasse for at kunne deltage.

- Du skal huske din blyant, så du kan skrive notater – for guldkorn kommer til at flyve gennem lokalet, lover Karina Thorup Callesen.

Man tilmelder sig via Ung i Vejles hjemmeside.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Trekantens Folkeblad

Nyt fra Vejle Kommune

Annonce