Annonce
Trekantens Folkeblad

I Flindts Fodspor: Dramaet i forhaven

I Flindts Fodspor. Illustration: Julius
Annonce

Sikke et drama, der udspillede sig i min forhave, da jeg en dag i juli fandt hækkeklipperen frem og tænkte, at den store troldhassel da nu så lige lovlig vild ud.

Den skulle trimmes, skulle den, men jeg lavede ikke bare en, men to fejl, og det var jeg ikke stolt af.

Første fejl var, at jeg overhovedet brugte hækkeklippet. Plejer jeg nu aldrig at gøre, men den var vokset så voldt siden sidste år, at jeg tænkte, at det da skulle prøves. Det gik som sådan også fint, men hvad jeg ikke havde set, var, at der var en fuglerede derinde blandt de krogede grene.

Der har aldrig været en fuglerede i den før, så jeg skænkede det ikke en tanke, men den næsten udvoksede solsort, der var i reden, den tænkte bestemt mange tanker, da en stor maskine med skarpe tænder åd løs på grenene.

Heldigvis ramte jeg ikke reden, men den paniske fugl sprang for livet og endte på græsplænen. Den sundede sig lidt og løb ind under en anden busk. Uh, jeg var ikke stolt af det, for den var ikke flyvefærdig endnu, og så kom jeg ellers der og var verdens ondeste frisør.

Den lille sorte fugl med lidt dun på hovedet prøvede at flyve væk, men den kom ikke så højt, og i stedet endte den med at gemme sig bag skraldespandende i carporten.

Nå, konen og jeg lod den være, for hvad gør man i den situation? Katten lå heldigvis og dovnede inde på sofaen, så den var af vejen.

Jeg tænkte, at jeg da lige så godt kunne trimme den smule, der manglede på troldhaslen, men det var fejl nummer to, og resultatet kom straks.

Endnu en fugleunge faldt ned på græsset. Reden var ellers tom, men den lille unge havde gemt sig et andet sted.

Nu blev jeg da helt og aldeles ked af det. Hvor ond og dum har man lov til at være?

Jeg fortrak og satte mig ned, for at tænke over, hvad pokker gør man i det situation. Ifølge søgeresultater fra Google skulle man lade dem være, for de vil godt kunne klare sig.

Så langt nåede jeg ikke, for solsortemor viste sig pludselig. Hun gik lige forbi mig og hen til græsplænen, hvor den ene unge stadig sad. De hilste på hinanden, og hun fløj hen til den nærmeste bøgehæk. Ungen fløj med. På dens egen lidt vaklende måde.

Men så var de i sikkerhed.

Den anden unge var dog ikke i sikkerhed, og den sad og pippede bag skraldespanden. Det gjorde den længe, men pludselig fangede solsortemor lyden, og hun skyndte sig derhen.

Hun virkede meget forvirret. Kunne ikke se ungen, men noget må være sket, for pludselig fløj hun igen, men kun for at vende tilbage med en regnorm. Det fik ungen frem. Og konen og jeg kunne se, hvordan mor og unge gik langs bilen og ud på vejen. Forsigtigt. Men beslutsomt.

Og så kunne vi ikke se dem mere, for de forsvandt ind i sikkerhed.

Derfor ved jeg ikke, hvor historien helt ender, men jeg vælger at tro, at solsortemor og de to teenageunger har det godt.

De kom ud af reden på en uhyggelig vis, men de var næsten flyvefærdige, og mon ikke de nu flyver rundt og oplever verden.

Det endte lykkeligt den eftermiddag. Men hvor er det en grum verden at være solsort i.

Annonce

Mest læste

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Trekantens Folkeblad

Så er der atter banko

Annonce