Annonce
Trekantens Folkeblad

I Flindts Fodspor: Et årti som vil blive husket

Illustration: Julius
Annonce

Vi er på vej ud af et årti, og 2010'erne vil blive husket af eftertiden, for der skete nogle markante ting, som til evig tid vil stå tilbage i historiebøgerne. Jeg kravler op i rumraketten og kigger ud over hele vores blå planet, og giver her mine tre bud på ting, der definerede 10'erne.

3) Nationalismen. Gennem rigtig mange årtier, ja nærmest siden 2. verdenskrigs afslutning, er strømmen gået en vej, mod mere og mere globalisering. Sådan var det også i starten af 2010'erne, men det vendte. Brexit i England, Putins Rusland, Erdogan i Tyrkiet og først og fremmest Donald Trump, der sætter 'America first'. Nationalismen er opstået af forskellige grunde. Ønsket om at vende tilbage til fortiden storhed, frygten for tab af arbejdspladser, ønsket om at beholde sin magt, og ønsket om at holde de "fremmede" ude af landet. Her spiller det nok ind, at terror har været en voldsom størrelse i 10'erne.

2) Klimaet: Gennem årtier har klimaet været noget hippier og andre mennesker, der ikke gik op i penge, har snakket om. Men pludselig kunne vi mærke, at hov, der er sgu noget helt galt, og siden er klimaet kommet langt op på dagsordenen. Pengene står stadig øverst i hierarkiet, men ingen lande kan sige sig fri for at mærke det en eller anden måde. Klimaet ændrer sig. Og det er ikke til det bedre.

1) De sociale medier: Betydningen af, at de sociale medier for alvor trådte ind i vores bevidsthed i 2010'erne skal ikke undervurderes. Det sammenholdt med, at smartphonen blev opfundet gjorde, vi hele tiden kunne være på med hinanden og med resten af verden, er ganske enkelt en af verdenshistoriens største milepæle. Det har ganske enkelt forandret mangt og meget. Ingen kan længere skjule sig, alle kan omvendt blande sig i alt.

Og der følger andre ting med, når verden bliver så ufattelig lille. Hvad med eksempelvis flygtningstrømmen? Var den opstået på samme voldsomme måde, hvis ikke hele verden nu kan se, hvad der venter i Europa. Og endda kan få en løbende opdatering fra fra familie og venner, der tog turen. Og hvad med den stress og angst, der føler med ved hele tiden at skulle være på? Hele tiden søge likes.

De sociale medier har mange gode sider i sig, men også mange dårlige. Og uanset hvad, så er de kommet for at blive, men 2010'erne blev det årti, eftertiden måske med gru kigger tilbage på og tænker, hold da op hvor folk dog famlede rundt på deres smartphone.

Nå, det var bare nogle små bud på, hvad der har defineret dette årti. Af andre små og store ting, som skete i dette årti, er Islamisk Stat, Danmarks første kvindelige statsminister, første dansker i rummet, Messi og Ronaldos tvekamp og Mee Too bevægelsen. Uden sammenligning i øvrigt.

Du har sikkert selv flere og bedre bud, men hermed er der lagt op til snak hen over nytårsbordet. Godt nytår alle sammen.

Annonce

Mest læste

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Annonce