Annonce
Trekantens Folkeblad

I Flindts Fodspor: Et æble om dagen holder fugle i haven

I Flindts Fodspor. Illustration: Julius
Annonce

Når det er morgen, så står jeg op og laver mine rutiner. Næsten da. For der er så meget, som ikke er som vanligt.

Jeg skal eksempelvis ikke smøre madpakker i disse tider, og jeg behøver som sådan heller ikke tænke for meget over, om mine bukser er nystrøget og det efterhånden lange hår sidder perfekt.

For når jeg skal på arbejde, går jeg hen til trappen  og går ned i dybet. Dernede i kælderen har vi et ekstra rum, som er et slags gæsteværelse, men i disse tider er det mit kontor.

Vi har faktisk et kontor i huset, for da den ældste flyttede hjemmefra, gav det jo den mulighed, men derinde sidder min kone hver dag. Og i stuen sidder min yngste datter, der går på gymnasiet. Og jeg sidder så i kælderen.

Arbejdslivet er der i den grad vendt op og ned på.

Når jeg sidder dernede i dybet, kan jeg kigge ud på forhaven, og efterhånden har jeg og solsorten Solvej fundet et makkerskab. Hun kigger nemlig altid forbi.

Jeg ved, det er en hun, for hunner er mere brune end hanner, men om det er den samme fugl, ved jeg ikke helt, for de ligner hinanden. Det må godt nok være kedeligt at være til speeddating som solsort, men de klager nu vist ikke.


Det må godt nok være kedeligt at være til speeddating som solsort


Men jeg satser på at Solvej er Solvej, og hun kæmper, ganske som andre fugle, for føden. For det er bidende koldt derude, og så er det svært at finde så meget mad på den frosne jord.

Jeg lægger derfor et æble ud til hende hver dag. Det er jo ikke en billig løsning, men så længe det er bidende koldt, får hun lidt mad hos os.  Hun tager gerne i mod, og indtil videre tyder alt på, at det kun er hende, som har opdaget det lille gode.

Hun elsker æbler. Nok mest fordi solsorte elsker æbler og andre frugter og bær.

Jeg ved Solvej vil bidrage til foråret med et par unger, for det har hun gjort i en flok år efterhånden, så hun er på mange måder vores allerbedste fugleven.

Lige nu nyder jeg bare at kigge ud på haven og se Solvej komme forbi. Det er en behagelig overspringshandling fra min side, en slags langsom tv af virkeligheden, men for hendes er det et spørgsmål om sult eller mæthed.

Når det så bliver eftermiddag, og jeg tøffer op fra dybet igen, så har hun spist æblet, og hun må vente til dagen efter.

Sådan går livet sin meget stille gang. Og det har nu, trods alt, sin store charme.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Trekantens Folkeblad

Nyt fra Vejle Kommune

Annonce