Annonce
Trekantens Folkeblad

I Flindts Fodspor: Han gik i vanære

I Flindts Fodspor. Illustration: Julius

Da 2. verdenskrig nærmede sig sin afslutning døde den amerikanske præsident, Roosevelt. Han sad i en stol, som model for et portræt, der skulle laves af ham. Men pludselig fik han hovedpine og faldt om. Han døde et par dage senere.

Vicepræsident Harry s. Truman blev dermed ny præsident, og han skulle blive manden, der beordrede to atombomber i hovederne på japanerne.

Den beslutning fortrød han aldrig, og Harry fik da også kælenavnet "Give 'em Hell, Harry". En slags reminder om, at Harry S. Truman ikke sådan var at bide skeer med.

Men historien om ham er også, at han var en utrolig belæst mand. Han havde læst historie, og han kendte mere til verden omkring ham, end præsidenter ellers gjorde, og eftertiden gav ham ligeledes det skudsmål med i historiebøgerne, at han var i stand til at se de store linjer bag hverdagens problemstillinger.

Det er mange år siden, Truman døde, og der er løbet meget vand gennem Mississippifloden siden da, men nu er det så endnu en præsident, historiebøgerne skal skrive om.

Meget kan man nok sige om Trump, men belæst kommer man nok ikke til at skrive om ham. En kender af verden kan man heller ikke sige, og de store linjer handlede mest om de store linjer for ham, måske til nød også hans familie og endnu længere ude hans vælgere.

Der er vel ikke rigtigt nogen, der for alvor vil savne ham. Jo, hans vælgere vil jo, og de er da godt nok dedikeret - så meget at de værste af dem ligefrem vil lave et statskup og brød ind i Kongressen.

Navnet Donald Trump er vist mest endt med, at det nu er forbundet med vanære, men i den sidste ende, når alle os der lever nu er døde, så er det op til historikerne at sætte ord på Trump. Ikke som de husker ham, for de oplevede ham aldrig, men ud fra det han gjorde, og det han sagde.

Og lige hvad det angår, ser det ikke lovende ud for Trump-navnet. Måske nogle vil skrive en lille note om, at han faktisk formåede at bide skeer med Kina. Og måske nogle vil nævne den gode økonomi, der var frem til pandemien ramte.

Men sådanne ting er ikke vigtige for en eftertid. Det er, om han (for det er altid en han, åbenbart) viste sig som en statsmand. Kunne han samle eller delte han landet. Var han en ærlig mand. Den slags store linjer er det, der ender i historiebøgerne, og man kunne, på Trumps vegne, frygte, at ord som uærlig, lystløgner, narcissist, kortsigtet og uvidende ville fylde historiebøgerne om ham.

Han vil måske også blive husket for at opfordre til vold samt rage på kvinder. Bare for nu at nævne nogle ting.

Trump viste, at man kan styre en verden ved at være på Twitter, og han viste, at hvis man lyver ofte nok, er der mange, som tror på dig til sidst, men når han engang dør, kan han ikke styre noget som helst mere. Så er det op til hans egen integritet. Så er han det, han var engang, og det kan ikke ændres.

Jeg kommer ikke til at savne ham, men om han helt forsvinder fra den politiske scene, er jo nok tvivlsomt. Så han kan stadig nå at gøre noget ved de historiebøger, som skal skrives, men ingen tror vist på, at han lige pludselig ændrer sig markant.

Det ligger ligesom ikke til ham. Men omvendt. Med Truman vidste man, hvad man fik. Med Trump ved man aldrig helt. Og nu er Joe Biden på posten, får vi atter en, vi ved, hvad han står for. Og som står ved det, han står for. Det lyder som den helt rette mand til jobbet lige nu.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Trekantens Folkeblad

Nyt fra Vejle Kommune

Annonce