Annonce
Trekantens Folkeblad

I Flindts Fodspor: Lemon og landminer

Illustration: Julius
Annonce

Børkop: Jeg er tørstig, så jeg køber en billig sodavand. En lemon. Jeg er nået i den alder, at det gerne må være lidt bitter. I ved, man bliver jo selv sådan lidt en bitter gammel mand med tiden, og man bliver jo, hvad man drikker.

Ok, sådan vælger jeg nu ikke at se mig selv, men den smager bitter. På en sød måde.

Så den glider ned, og bagefter er der en dåse tilbage, og den er tom og kaldes nu for affald. Det er egentligt en fjollet måde, vi mennesker lever på. I gamle dage gik vi hen til åen, når vi var tørstige, men det er det nu ingen der gør længere. Og det er trods alt godt nok. Vores maver kan ikke længere klare alle de mærkelige bakterier, som der er å-vand.

Men en bitter lemon. På dåse. Det er en anden snak. Her er ingen uheldige bakterier, men til gengæld nok andre uheldige ting. Men det smager godt.

Så den drak jeg, og nu står dåsen så tilbage og skriger på, at jeg skal gøre noget ved den. Og det gør jeg. Der er pant på den, så den ender tilbage i systemet. Aluminium kan genanvendes i så stor en grad, at det er lige før en dåse kan blive til en ny dåse. Aluminium er lavet af bjergarten bauxit, og selvom det har vi meget af i denne verden, har vi ikke uanede mængder. Så husk for guds skyld, at øl- og sodavandsdåser ikke hører til i naturen, de hører til som genanvendelig affald.

Men finten er, at der er forskel på aluminium, og det, der bruges til den ring, der er på toppen, er af ekstra god kvalitet. Den slags kan man lave proteser af, og derfor tøffer jeg bagefter ind i Rema 1000 i Børkop med min dåse. Her kan man aflevere både dåsen og få penge for den, men man kan også separat aflevere dåseringen på toppen af dåsen. Så samles de mange ringe sammen i Projekt Dåseringe, og de bruger dåseringene til at lave potesser til folk i Asien, der eksempelvis har mistet et ben under en landmine.

Det er et lille bidrag at give, og jeg gør det med glæde. Det sværeste er at huske på det.

Det var nemmere, hvis vandet i åen var ren nok til at drikke af. Og hvis der ikke er landminer i denne verden. Sådan hænger det ikke samen, og jeg tøffer ud af Rema igen med en lille smule købt god samvittighed. I det store billede er min indsats ikke meget værd, men jeg har dog efterhånden samlet nok ringe til i hvert fald en storetå på en protege. Det er da en start.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce