Annonce
Trekantens Folkeblad

I Flindts Fodspor: Tak til jer

Annonce

Jeg var i sidste uge ude at gå en tur ved Rands Fjord. Solen hang smilende over mig, og den kølige vind nussede mine kinder.

Lige der var det svært at tænke på, at verden er af lave.

Og det er den nu altså heller ikke på sigt. Men lige nu er den godt nok en mærkelig fætter. Jeg er 50+ år gammel, og jeg har aldrig oplevet noget, der bare minder om. Historien skrives lige nu. I disse dage.

Men jeg ved en ting. At på et tidspunkt er det noget for historikerne at skrive om. Og noget vi alle, der oplever det, kan huske og hive frem ved festlige og ufestlige lejligheder.

- Kan I huske dengang i 2020, hvor alt lukkede ned over hele verden?

Og, ja det kan vi alle huske, og alle dem der fødes fra nu af, kan kun spørge nysgerrigt til, hvordan det var.

Problemet med den her historieskrivning er, at vi endnu ikke ved, hvornår, og hvordan det ender. Sådan må de også have haft det under 2. verdenskrig. Man anede ikke, hvornår rædslerne ville slutte. Om tre dage. Tre år. Tre årtier. Aldrig.

Den uvished har ikke været det værste for dem, for det har rædslerne vi menneske påførte hinanden været, men usikkerhed om fremtiden må også have været ulideligt. For det er det også nu.

Det mærker vi alle nu her, og set i bakspejlet om nogle år, har vi måske lært nye ting. Gode ting. Sammenhold. At vi kan ændre på klimaet. Og at det faktisk er nemmere at mærke den friske luft, når den faktisk er friskere.

Her ved Rands Fjord er luften meget ren i disse dage. Det vil sige, det er den jo stadigvæk ikke helt. 150 år med luftforurening sætter sine spor. Men jeg nyder min gåtur i solen, jeg lader virus-krisen være en krise for en stund. Kan jeg tillade mig det?

Jeg ved det ikke, men jeg vælger at gøre det.

Men jeg vil gerne sige tak til så mange, der står i frontlinjen. Sundhedspersonalet og de plejere der sørger for vores sårbare mennesker derude. Men såmænd også til de mange, der holder hjulene kørende. Lastbilchaufføren, personalet hos købmanden, apotekerne og så videre.

I skal alle have verdens største kram, for at I er der.

I må godt nok ikke få det kram lige nu, men inden længe, trods alt, må I gerne få et helt fysisk kram.

Og I har sådan fortjent det.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce