Annonce
Trekantens Folkeblad

Kajaksmeden Torben er en af de få i landet: Arbejdsopgaverne er fordoblet i år

Arbejdsdagene for 61-årige Torben Nielsen kan snildt først nå til ende klokken 20.30 om aftenen. I år forventer han at reparere dobbelt så mange kajakker og paddle- og surfboards end i 2019 - hvilket er 200 styk. Foto: Peter Branderup Mathiasen
61-årige Torben Nielsen fra Brejning har i fem år repareret og vedligeholdt kajakker og nu også paddleboards. I dag kan han leve af det, og arbejdsopgaverne er fordoblet.
Annonce

Brejning: Kajakroning er blevet en eftertragtet sport og hobby i 2020. Det bekræfter de lange ventelisters størrelse i kajakklubberne rundt om i landet.

En, der mærker det, er 61-årige Torben Nielsen fra Brejning, der har en nicheforretning.

Han er en af landets under fem kajaksmede, der lever af at reparere kajakker og udstyr samt paddle- og surfboards.

- Jeg vil nærmest kalde det coronede-tider for min kajaksmedeforretning. Sidste år reparerede jeg omkring 100 kajakker. I år forventer jeg at skulle reparere det dobbelte. Vinteren har været mild, så mange har kunnet ro i løbet af årstiden. Flere har desuden investeret i kajakker gennem de seneste 15 år. Det kan være nogle af årsagerne til, at jeg har så travlt i min forretning, siger Torben Nielsen.

Og noget tyder på, at krisetider skubber folk i vandet.

- Kajakroning eksploderede under finanskrisen og nu under coronakrisen. Siden finanskrisen er der solgt omkring 100.000 kajakker på landsplan, hvilket er en udvikling, man ikke har set tidligere, fortæller Torben Nielsen.

Torben Nielsens forretning, kaldet Kajaksmeden, har fem år på bagen og til huse på hans bopæl på Chr Kellersvej.

På terrassen i haven står et hvidt telt, som han rejste i foråret for at få plads til de kajakker, der skal istandsættes eller vedligeholdes.

I sit værksted i huset på Chr Kellersvej har Torben Nielsen netop sat en turkajak fra 1960'erne i stand. Kajakkens ejer har arvet kajakken af sin 80-årige bedstefar, der ville have sig en ny havkajak. Torben Nielsen har brugt 20 timer på at slibe ned, male op og reparere kajakken, så den igen er klar til en tur i bølgen blå. Foto: Peter Branderup Mathiasen

- Jeg reparerer primært brugsskader. Nogle taber dog også kajakkerne fra tagbagagebægeret på bilen, og jeg har sågar repareret en kajak, der var blæst over i haven hos en nabo, siger Torben Nielsen.


Jeg har deltaget i otte workshops i år, hvor jeg rådgiver folk i at lave småreparationer på kajakkerne, som man sagtens selv kan lave. Der bruges jo ofte nye materialer til belægningerne i kajakkerne, som man kan lære noget nyt om. Men ikke mange i landet tager sig af de store reparationer.

Torben Nielsen


Inde i huset har han sit værksted, hvor opløsningsmidlet acetone, værkstøj og sandpapir udgør meget af pladsen på hylderne.

- De fleste kajakker i dag er lavet af noget mere eksotisk materiale end i gamle dage. Særligt bruges kulfiber og kevlar, hvilket er lette fibre. Mange bruger i dag kajakkerne til ekstremsport og kajakpolo, hvilket slider hårdt på dem. Til dem er plastic bedre at bruge, selvom det er tungere, siger Torben Nielsen.

Annonce

Kunder fra Jylland og Fyn

Torben Nielsen har tidligere arbejdet som cykelsmed, hypnotisør, iværksætter og meget mere.

- Hvis man vil se mit cv, kan man lige så godt slå op i opslagsværket "Hvad kan jeg blive?". I min tid som cykelsmed var jeg altid den praktiske i forretningen, og jeg ved, at jeg med dette job kajaksmed har fundet min rette hylde, fortæller Torben Nielsen.

- Min kundekreds strækker sig over hele Jylland og Fyn. Af dem får jeg typisk leveret en trailer fyldt med kajakker, som trænger til en kærlig hånd.

I Torben Nielsens have og på terrassen er kajakkerne begyndt at overtage en del af pladsen. Foto: Peter Branderup Mathiasen

Torben Nielsen deltager også i workshop i forskellige kajakklubber rundt i landet, hvor han underviser i at reparere skader.

- Jeg har deltaget i otte workshops i år, hvor jeg rådgiver folk i at lave småreparationer på kajakkerne, som man sagtens selv kan lave. Der bruges jo ofte nye materialer til belægningerne i kajakkerne, som man kan lære noget nyt om. Men ikke mange i landet tager sig af de store reparationer, fortæller Torben Nielsen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce