Gauerslund/Brejning: På alle måder er året 2020 blevet anderledes, og det gælder også julen i kirkerne.
Hvis man ønsker at deltage i julegudstjenesterne 24. december i de to kirker, Brejning og Gauerslund, skal man i år tilmelde sig, og den tilmelding åbnes der for torsdag 10. december. Det sker på hjemmesiden gauerslund-sogn.dk.
Det samme gælder den ekstra julegudstjeneste lillejuleaften klokken 11 i Gauerslund kirke - en børnefamiliegudstjeneste. Også her skal man tilmelde sig fra 10. december.
Der er også ændringer i andre dele af julenes program. De planlagte live koncerter med Gauerslund gospelkor, Gauerslundkoret, Cantemuskoret er alle aflyste.
De ni læsninger med kirkekoret er ændret til en koncert med fællessang - under titlen "Vi synger Julen ind". Det sker torsdag 17. december klokken 19.00 i Gauerslund kirke
På grund af pladsbegrænsninger beder sognet om, at man også her tilmelder sig via hjemmesiden.