Annonce
Trekantens Folkeblad

St. Velling er noget helt for sig selv.

De burde sige muh med skotsk accent, men det gør de nu vist ikke. Men disse charmebøffer af nogle skotske højlandskvæg står midt i St. Velling. Foto: Grønt Forum
Det er ikke mange steder, du kan opleve, at køerne trækkes gennem byens gader. Det kan du i St. Velling, fordi nogle børnefamilier holder fast i en flig af det gamle liv på landet.
Annonce

St. Velling: I St. Velling ligger der stadig en gammel gård, Buhlsminde, tilbage inde i landsbyen.

Det er en reminiscens fra landsbyerne før udskiftningen i 1800-tallet, hvor jorden omkring landsbyen blev omfordelt og mange bønder rykkede ud på en selvstændig gård udenfor landsbyen. Familien Buhl har boet på gården siden 1489.

Ole Buhl er opvokset på en anden gård i landsbyen, og hans forældre har i mange år har haft skotsk højlandskvæg til at græsse i folden midt i byen. Da Oles far blev syg, skulle dyrene væk, men så råbte folk i St. Velling op:

- Det kan I da ikke mene. Vi kan da slet ikke undvære de dyr.

Ole, der i kraft af sit arbejde rejser meget, meldte ud at dyrene kunne blive, men så måtte flere være med til at passe dem.

Derfor startede fem børnefamilier St. Velling kogræsserforening for et par år siden. Nu skiftes de til at fodre og passe dyrene om vinteren, når de er på stald.

Om sommeren handler det om at tilse indhegningerne, snakke med dyrene og en gang i mellem være sammen om at flytte kvæget fra den ene til den næste fold, lave indhegning, slå hø eller andre opgaver i forbindelse med dyrene og deres foder.

Børnene i byen nyder også de mange køer, der står på en mark midt i byen. Foto: Grønt Forum
Annonce

Ingen hunde i folden

Men hvordan er det med det skotske højlandskvæg - er de ikke lidt vilde? - Skotsk højland er ikke vildere end andre kvægracer, men deres flotte hornsætning, får dem måske til at se sådan ud. Det er helt afgørende, at man har dyrene mellem hænderne jævnligt. Indhegningen skal tilses hver dag og folk tjekker strøm på hegnet og adgang til vand. Og så har familien en spand med æbler eller gulerødder med som lokkemad. På den måde vænner kvæget sig til os alle sammen. Hvis vi svigter med tilsynet over en længere periode, er der risiko for, at især ungdyrene bliver ”vilde”, og så kan vi ikke få dem fanget ind, når vi skal flytte dem eller hente dem ind for vinteren, svarer Ole buhl.

Noget andet der er helt afgørende er, at folk ikke går ind i indhegningen med en hund. Alle køer opfatter hunde som rovdyr, og så forsvarer de sig, især hvis de har kalve.

- Vores dyr er rolige, og vi avler også med fokus på temperament. Man skal have respekt for dyr, læse deres signaler, og ikke opføre sig dumdristigt. Når man er sammen med dyrene, er det vigtigt, at man forholder sig roligt, og ikke laver pludselige bevægelser eller løber, siger han.

Annonce

Ikke for pengenes skyld

Jeg spørger, hvordan en flok børnefamilier kan overkomme sådan en opgave?

- For os betyder det meget, at dyrene præger landsbybilledet, og at vores børn er med i hele processen. Det vil vi godt give lidt tid. En af drengene syntes apropos, at det var helt fantastisk, da han den anden dag så vores tyr springe på en af køerne. Endelig er det et godt fælles og ikke mindst socialt projekt for familierne, siger Ole Buhl og understreger, at det økonomisk ikke er en guldgruppe.

Men det løber rundt.

Så smukt kan et kogræsserlaug også være. Foto: Grønt Forum
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce