Annonce
Turistavisen - DK

Café Stranden kunne slet ikke vente og åbnede med takeaway før tid i år

Jeppe Hjulstad overtog Café Stranden under corona-nedlukningen sidste forår, så det har været nødvendigt at tænke kreativt for at få mad ud af huset. Foto: Mia Bentzen
Med bølgernes brusen som lydtapet har Café Stranden slået dørene op til en ny sæson. Med takeaway drømmer ejer Jeppe Hjulstad om at komme ud over stepperne, men vil samtidig holde fast i konceptet og kvaliteten af maden. Og så åbner han selvfølgelig indenfor også. Så snart han må.

Henne Strand: Skiltet stod lige indenfor hoveddøren, klar til at blive sat ud. ‘TAKE AWAY’. Med store, tykke bogstaver, så folk ikke bliver i tvivl, hvis de kommer forbi.

Café Stranden, der ligger i første klitrække ned til Vesterhavet i Henne, besluttede sig for at tage hul på sæsonen 2021. Endda tidligere end normalt. Ejeren af caféen, Jeppe Hjulstad, har valgt at åbne køkkenet for at sælge mad ud af huset, når nu corona-situationen tvinger ham til at holde resten af restauranten lukket.

- Solen skinner, der er folk i sommerhusene og rundt i området. Vi har jo samlet motivation hele vinterhalvåret, så det ville være en hård kamel at sluge, hvis vi skulle vente længere. Nu skal vi bare i gang, siger Jeppe Hjulstad.

Café Stranden havde også åbent for takeaway under nedlukningen i foråret sidste år, og det har givet caféen gode erfaringer med i bagagen frem mod åbningen i år.

- Det viste sig at være en stor succes, og tilbage i foråret synes jeg, at vi fandt det helt rigtige koncept omkring det, forklarer Jeppe Hjulstad.

Annonce

Holder fast i konceptet

Priserne bliver der ikke ændret på, selvom gæsterne tager maden med hjem. En ret koster mellem 128 kroner og 250 kroner, alt efter om det er fra frokost- eller aftenmenuen. For Café Stranden er det vigtigt, at der ikke bliver brudt med konceptet, som Jeppe Hjulstad siger.

- Vi kan stå fuldt ud inde for kvaliteten. Jeg ved, hvad vi står for, og hvad vi kan levere, så jeg føler også, at vi kan tillade os at tage de penge for en ret, forklarer han.

Café Stranden plejer altid at tage hul på sæsonen palmesøndag, men i år havde ejer, Jeppe Hjulstad, valgt at åbne for takeaway ti dage tidligere end normalt. Han kunne ikke vente længere. Foto: Mia Bentzen

Maden bliver anrettet i bakker, og når gæsterne kører fra stedet med deres takeaway, er alt varmt. Jeppe Hjulstad vil have det sådan, for så skal man kun trække maden over på en tallerken, eventuelt åbne en god flaske vin og sørge for at få sig nogle gode timer, forklarer han.

Café Stranden-ejeren ser frem til at kunne åbne igen. Sådan helt rigtigt. For hans restaurant er én, der skal opleves, som han siger. Samtidig er han også spændt på, hvordan det skal gå, nu hvor han igen har taget chancen med at sælge mad ud af huset.

Café Stranden

Café Stranden ligger i første klitrække ned til Vesterhavet på Strandvejen 490, Henne.

Køkkenet har åbent for takeaway af middagsmad og kaffe, dernæst lukket halvanden time og så igen med aftensmaden.

- Vi ved ikke, om vi er købt eller solgt, men vi håber selvfølgelig, at vi får travlt, siger Jeppe Hjulstad, som selvfølgelig åbner indenfor også, så snart han må.

Kort efter stikker en mand hovedet ind ad døren til restauranten; - Har I åbent for takeaway?, lyder det.

Annonce

Mest læste

Annonce
Annonce

Seneste nyt

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Seneste nyt

Annonce