Annonce
Turistavisen - DK

Gå en tur under jorden og lær mere om flagermus

Et besøg i Mønsted Kalkgruber er en spektakulær og mærkværdig oplevelse, hvor du kan udforske de underjordiske gange på egen hånd. Den 31. august kan du tage med til International Bat Night og opleve flagermusene fare ud i tusmørket.
Annonce

I Mønsted mellem Holstebro og Viborg er der mere end 60 km gange under jorden - hugget ud i forbindelse med minedrift og jagten på kalk helt tilbage fra den sene middelalder. To kilometer af minegangene i Mønsted Kalkgruber er oplyst og har man lyst til en oplevelse ud over det sædvanlige, kan man tage på en spændende oplevelsestur i de underjordiske miner.

- Det er en mærkværdig oplevelse i Danmark at kunne gå så langt under jorden. Vi er et land uden bjerge, men vi har et underjordisk bjerg - og i alt 60 kilometer gange, siger Arne Friis Hansen, der er medarbejder i Mønsted Kalkgruber.

Nogle af gruberne er så store som domkirker og andre ganske lave, så en voksen mand ikke kan gå oprejst. Fra hovedgangen, der fører lige ind i kalkbjerget, er der i en sidegang adgang til et ældgammelt grubesystem med små lave gange. Længere inde i hovedgangen går man op i "Nonbos Grube”, hvor der blev arbejdet i årene omkring 1840. Der er også to underjordiske søer.

- Det der er anderledes i forhold til andre besøgssteder under jorden er, at man hos os selv kan gå rundt og således bruge al den tid, man har lyst til. I stedet for guidede rundvisninger kan man opleve et meget spektakulært og informativt multimedia show - på dansk med både engelske og tyske tekster, fortæller Arne Friis Hansen og peger på, at man også i kalkværket, som blev opført i 1874 og fungerede helt op til 1980 men i dag er museum, kan se film og lære mere om kalkbrydning og ikke mindst gå på opdagelse i en ny og spændende udstilling om flagermus.

Annonce

Flagermusen helt tæt på

I kalkgruberne overvintrer mere end 18.000 flagermus. Om foråret og i sommermånederne spiser flagermusene sig fede i insekter over Jylland, men i løbet af august mødes flagermusene igen i Mønsted, hvor de parrer sig, før de går i dvale.

- Vi har derfor ingen flagermus midt på sommeren, hvor de er ude at flyve. Men det betyder at vi kan køre med minetoget, som kan transportere gæsterne ned i minerne og tilbage igen - en meget populær aktivitet især hos børnene, siger Arne Friis Hansen.

Midt i august vender flagermusene tilbage og holder dagrast i gruberne. Og det er her, man kan opleve dem i aktivitet. Den 31. august holder Mønsted Kalkgruber International Bat Night, hvor man kan komme med ud til gruberne ved tusmørketid og opleve, når flagermusene flyver ud i tusmørket.

- Om dagen sidder de og hviler sig. Men når det bliver tusmørke og natten kommer, kommer de flaksende ud. Vi stiller an ved porten med en flagermusdetektor, så vi både kan høre og se flagermusene, siger Arne Friis Hansen, der selv er stor fan af det ellers lidt forkætrede dyr, som er omgærdet med mystik og ofte forbundet med underverdenen.

- Denne aften forsøger vi på at udbrede kendskabet til flagermusene og prøver at afmystificere det lidt. De er sjove dyr og faktisk meget nyttige, da de lever af insekter, eksempelvis myg, som vi så undgår at blive stukket af. Og de er samtidig meget fredelige dyr, som ikke kunne drømme om at angribe mennesker - med mindre de føler truet, så vil de selvfølgelig forsvare sig, siger han.

Der er ikke tilmelding til International Bat Night; man dukker bare op i god tid til kl. 20.30.

- Der er næsten flagermusgaranti. Det er kun, hvis det blæser eller regner meget, vi kan risikere at de ikke kommer ud. Insekterne flyver ikke i regn, og da flagermus er små lette dyr, kan de ikke manøvrere i kraftigt blæst. Og så bliver de hjemme, siger Arne Friis Hansen.

I øvrigt kan man i uge 7 komme med på flagermussafari, hvor flagermusene er gået i dvale, og se dem sove hængende med vingerne omkring sig og hovedet nedad i gruberne.

- Det er superspændende og også meget populært, lyder meldingen fra Arne Friis Hansen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Turistavisen - DK

Mød vikingerne hele sommeren på Bork Vikingehavn. Her er der masser af plads til nye oplevelser, så tag familien med tilbage til vikingetiden og bliv en del af den levende historie.

Turistavisen - DK

Naturen holder aldrig lukket

Annonce