Varde: Der er kæmper på land og dem i åen. Lars Ager fra Varde er en kæmpe på land, da han gennem årtier har været frivillig i Varde Sportsfiskerforening. Blandt andet som leder af grusbanden, der gør sit til, at laksen får et sengeleje til det frække. Der er kæmper i åen i form af majestætiske og store vardelaks.
Og en fredag cirka klokken 10.00 på stykket mellem Ansager og Hodde mødte de to kæmper hinanden. Lars Ager vandt kampen og kunne efter en fight på 10-15 minutter lande en vardelaks på 17,1 kilo og 119 centimeter. Derved skriver han sig ind i annalerne med den sjettestørste, stangfangede vardelaks nogensinde.
- Det var lige som, da jeg var dreng. Jeg skulle hjem til far og mor for at vise laksen. Og så kom alle naboer, fortæller Lars Ager med smil i stemmen om en dag i laksehimlen.
Største vardelaks
- De seks største vardelaks, som er fanget med stang, er:
- 1. Laurids Meldgaard, Tarm 20,4 kilo og 121 centimeter. (17. april 2010)
- 2. Skomager Andreas Møller, Varde 20 kilo (Maj 1928)
- 3. Jacob Thorstensen, Nordenskov 18,7 kilo og 126 centimeter (5. april 2010)
- 4. Peter Rich, Varde 18,0 kilo og 126 centimeter (5. april 2010) 4. Fabriksinspektør Sigurd Hansen, Varde, 18 kilo (16. marts 1926)
- Lars Ager, Varde 17,1 kilo og 119 centimeter (17. april 2020)
Briste elle bære
Han fangede den prægtige vardelaks på en orange gennemløbsspinner. Og han fangede laksen for snuden af en ung gut fra Odense, der lige havde fisket over laksen.
- Det var da meget passende, at jeg nu kom. Nu kan du sætte dig ned. Så grinede vi, fortæller Lars Ager om optrinnet og sit indtog på laksescenen.
Lars Ager er ikke en hr. hvem som helst. Han er af de mest succesfulde laksefiskere og fanger flere laks på en sæson, end mange gør gennem et helt liv. Så der var nok ikke så meget at grine af. Han udfoldede sit talent, og det sagde hug.
- Den ville op til Grindsted. Nu må det bære eller briste, siger Lars Ager, der strammede bremsen på sit fiskehjul.
Som et rådyr
Han kunne godt fornemme, at der var tale om en pæn fisk. Den unge gut fra Odense gik fra at være tilskuer til at være en uvurderlig del af forestillingen. For at lande en vardelaks på 17,1 kilo er ikke en formssag – og da slet ikke, hvis man er alene.
- Det var en fantastisk hjælp og en dejlig oplevelse. Jeg tror ikke, det var lykkedes. Den er bøvlet at håndtere selv, siger Lars Ager.
Da vardelaksen endelig lå på brinken, går det op for Lars Ager, at han har fanget en rekordlaks.
- Man forstår det næsten ikke rigtigt endnu.
Mange andre lystfiskere stimlede sammen på parkeringspladsen ved åen for at beundre vidunderet.
- Som en sagde, er den lige så stor som et rådyr. Den er svær at håndtere, siger Lars Ager.
Vardelaksen er renset og ligger i fryseren - som et varmt og hedt minde om en forrygende dag ved Varde Å.
Laksesæsonen varer til og med oktober. På Varde Sportsfiskerforenings hjemmeside kan man se, hvor i åsystemet, der stadig er store vardelaks på kvoten.