Annonce
Turistavisen - DK

Ny kaffebar i Hvide Sande: Veronika og Honza brygger på et eventyr på kysten

Veronika Julinkova og Honza Zak er fra Tjekkiet, men nu har de slået sig ned i Hvide Sande, hvor de har købt huset på Strandgade 5. I stueplan har de indrettet kaffebaren Twenty Twenty Coffee, og privat holder kæresteparret til oppe på førstesalen. Foto: Johan Gadegaard
Kæresteparret Honza Zak og Veronika Julinkova - begge 28 år og fra Tjekkiet - har åbnet kaffebar på Strandgade i Hvide Sande.
Annonce

Hvide Sande: Da 28-årige Veronika Julinkova skrev sit afsluttende speciale på universitetet, valgte hun at fokusere på kaffebarens rolle i et bysamfund. Nu står hun selv bag disken hos Twenty Twenty Coffee, der har adresse på Strandgade 5 i Hvide Sande.

Ude i baghaven er Veronikas jævnaldrende kæreste, Honza Zak, ved at lægge sidst hånd på en selvbygget træterrasse, der skal sikre kunderne en plads i solen:

- Det er det eneste sted i centrum af Hvide Sande, hvor man kan sidde i en have og nyde sin kaffe, siger Honza Zak, der har været oppe siden klokken fire denne onsdag.

Han arbejder også som fotograf, og i det tidlige morgenlys var han nede at tage billeder på stranden, så han selv kan skabe en del af vægudsmykningen på byens nye kaffebar.

Kæresteparret forklarer navnet Twenty Twenty med, at det er her i 2020, at de realiserer deres cafédrøm, at der er 20 siddepladser indendøre og 20 ude i haven - og så er det engelske twenty-twenty udtryk for, at man har styr på sin vision og kvaliteten af sit produkt.

Udover friskbrygget kaffe i forskellige varianter er der blandt andet også hjemmelavet lemonade og croissanter på menuen hos Twenty Twenty Coffee, hvor der alle dage er åbent fra 9 til 17. Foto: Johan Gadegaard
Annonce

Havregrød på menuen

Veronika og Honza har været kærester i otte et halvt år; siden dengang, de gik i samme klasse på universitetet i Tjekkiets næststørste by, Brno, hvor de begge studerede sport og turisme.

Med hvert sit bachelorbevis i hånden vendte de blikket mod Danmark for i første omgang at prøve kræfter med livet på Gerlev Idrætshøjskole syd for Slagelse. Derfra pegede pilen mod Kolding og et to år langt, engelsksproget studie på Syddansk Universitet, hvor Honza Zak og Veronika Julinkova tog en masteruddannelse i turisme.

På en af deres ture rundt i Danmark valgte de at køre op langs den jyske vestkyst, og med en fælles passion for surfing lå det lige for at trække håndbremsen for en stund i Hvide Sande.

En lille by, der tiltaler det unge par, som ind i mellem jokede med, at der manglede sådan et sted, hvor man lige kan dumpe ind og få sig en kop god kaffe - og måske en croissant, en toast eller det, der på menukortet, bliver præsenteret som overnight oats, som er en slags gourmet-havregrød med friskskåret frugt, mandler, chiafrø og flager af kokosnød på toppen.

- Vi gik med en tanke om, at vi måske skulle åbne en kaffebar på et tidspunkt, og i efteråret 2019 besluttede vi os for at realisere vores drøm, siger Honza Zak, der i sit afsluttende speciale på universitetet fokuserede på, hvordan man promoverer en given destination via det sociale medie Instagram.

Annonce

Cafémanager i Aarhus

I nummer fem på Strandgade har de tjekkiske iværksættere fundet og købt et hus, hvor drømmen nu bliver til virkelighed. Veronika og Honza fik nøglerne til matriklen ved årsskiftet, og henover foråret har de knoklet med at skabe Twenty Twenty Coffee og hele konceptet bag det nye mødested i Hvide Sande.

Et sted, der emmer af hygge og det barista-håndværk, som Veronika har tilegnet sig på kaffebaren La Cabra i Aarhus, hvor hun i to år varetog et job som manager, inden livet ved de lidt større bølger på vestkysten trak i hende og kæresten.

- Vi vidste, det skulle være her. Hvide Sande og området passer godt til vores livsstil, siger Veronika Julinkova.

Honza Zak tilføjer, at de er blevet taget særdeles godt i mod i havnebyen, og de nye ansigter i forretningslivet er allerede blevet bekræftet i, at Hvide Sande har manglet et hus med espresso, cortado, cappucino og latte stående øverst på menukortet. Det er som sådan ikke omfangsrigt, men det er smagfuldt.

Indehaverne af den nye kaffebar i Hvide Sande glæder sig over, at der snart bliver åbnet for grænserne mod syd, for det vil givetvis få en del tyskere til at se på menukortet hos Twenty Twenty Coffee i Strandgade. Foto: Johan Gadegaard
Annonce

Yoga ude i baghaven

Veronika og Honza virker lige så hjertevarme som to kopper nybrygget kaffe. De har ingen drøm eller ambition om at blive rige af at servicere kunder på Twenty Twenty, men makkerparret brænder for at skabe gode oplevelser.

Vi vidste, det skulle være her. Hvide Sande og området passer godt til vores livsstil.

Veronika Julinkova

Hun har idéer om at holde kurser i kaffebrygning og måske tilbyde yoga ude på træterrassen i baghaven, og han tænker, at det vil være oplagt på et tidspunkt at invitere en musiker eller to til at underholde klientellet:

- Vi har pladsen, og vi har en masse idéer. Vi er meget spontane, men lige nu har vi fokus på sommeren i Hvide Sande, siger Honza Zak, der glæder sig over, at der er tusindvis af tyske turister på vej til vestkysten.

Han arbejder også som freelance-fotograf med speciale i adventuresport, og i det lys har Honza Zak løst krævende opgaver i jungler og ørkenlandskaber rundt om i verden.

Den passion bliver der holdt fast i, da indehaverne af Twenty Twenty Coffee har en plan om at lukke ned på Strandgade 5 i lavsæsonen - med mulighed for at rejse til eksempelvis Sydamerika, hvor Veronika Julinkova så kan kigge nærmere på dyrkning og ristning af kaffebønner.

- Vi vil måske holde åbent omkring jul og nytår, men vi kan godt lide det her med at have en off-season på fire til fem måneder, hvor der er tid til at slappe af, udtænke nye idéer og eventuelt justere konceptet for kaffebaren, siger Honza Zak.

Det handler primært om kaffe på Twenty Twenty Coffee, men udover at friste med smagsoplevelser vil kæresteparret også gerne være med til at promovere byen.

Det kan blandt andet ses i bunden af de kaffekopper, der er designet og produceret i samarbejde med en god ven i Tjekkiet. Når man har drukket op, kan man se, at der med havblå skrift står 'Hvide Sande.'

Kopperne - der findes i to størrelser - kan købes med hjem som en souvenir, og det samme kan den kaffe, der er den vigtigste råvare i husets avancerede Nuova Simonelli-maskine.

- Senere kommer der måske også fotografier og t-shirts, siger Honza Zak, der må videre med sit arbejde med at anlægge terrassen bag Twenty Twenty, hvor der på førstesalen er privat bolig for ham og Veronika.

Og de slår gerne rødder i Hvide Sande, hvor det er tanken, at der skal skrives mange kapitler i deres fælles eventyr:

- Det er ikke bare et år eller to ... vi taler fem, syv eller ti år. Men vi kan ikke sige, hvor vi er om 25.

Annonce

Mest læste

Annonce
Annonce

Seneste nyt

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Seneste nyt

Annonce