Annonce
Udland

Biden vil med præsidentiel ordre udvide retten til at stemme

Vælgere står i kø 31. oktober sidste år for at forhåndsstemme i Greenville i delstaten South Carolina. Et stort antal stater i USA med republikanske flertal er efter valget i gang med at lægge begrænsninger på retten til at stemme, blandt andet retten til at brevstemme. Foto: Sean Raeford/Ritzau Scanpix
Republikanske politikere hen over USA forsøger at begrænse stemmeretten efter valgnederlag i 2020.

Joe Biden har søndag udstedt en præsidentiel ordre, der skal gøre det lettere for borgere i USA at stemme.

Det kommer, efter republikanere hen over USA har forsøgt at begrænse, hvem der kan stemme ved valg. Det er sket som en reaktion på valgnederlaget i 2020.

Bidens ordre kommer på dagen, hvor man mindes "Den Blodige Søndag" i 1965. Det var den dag, at politiet i Selma i delstaten Alabama gik løs på en borgerrettighedsmarch, der krævede lighed for alle uanset hudfarve.

Bidens ordre pålægger føderale organer inden for 200 dage at fremlægge planer, som fører til, at flere borgere registreres som vælgere. At der samtidig sikres oplysninger til borgerne om valg.

Føderale hjemmesider og digitale tjenester skal moderniseres, så de sikrer vælgerne de rette oplysninger.

Republikanske lovgivere i en lang række delstater er ellers i gang med at begrænse adgangen til at stemme efter præsident Donald Trumps valgnederlag i november, Blandt andet retten til at brevstemme. Det vil ifølge valgforskere især ramme sorte, farvede og latinoer. De stemmer overvejende demokratisk.

- Selv om arven fra marchen i Selma er, at intet kan stoppe et frit folk fra at udøve deres mest hellige ret som borgere, så er der dem, som vil gøre alt at fratage den ret, siger Biden søndag.

I sidste uge fik det demokratiske flertal i Repræsentanternes Hus støtte til at opdatere valgreglerne. Det pålægges delstaterne at lade uafhængige kommissioner tegne valgdistrikterne. Og ikke som i dag, hvor det er det politiske flertal, der slår stregerne.

Det har ført til bizarre inddelinger af valgdistrikterne, hvor flertallet sørger for, at mindretallets vælgere placeres i så få valgdistrikter som muligt. Reelt så deres stemmer går til spilde, når mandaterne skal gøres op.

Til eksempel er det republikanske flertal i North Carolina blevet klandret. Det har betydet, at republikanerne i staten vinder markant flere mandater til Repræsentanternes Hus i Washington. Også selv om der er tæt løb mellem Republikanerne og Demokraterne i staten.

/ritzau/Reuters

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Læs mere annoncørbetalt indhold

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce