Annonce
Udland

Konflikt i Israel og Gaza fortsætter på sjette dag med hårde kampe

Israelsk redningsmandskab og sikkerhedsfolk ved en ødelagt bygning nær Tel Aviv. Israels militær fortsatte lørdag bølger af luftangreb mod Hamas i Gaza, mens den militante palæstinensiske bevægelse sendte nye byger af raketter ind over israelske byer - uden at der var udsigt til, at kampene ville tage af eller blive indstillet. Foto: Gil Cohen-Magen/Ritzau Scanpix
Palæstinenserne opgiver dødstal på 136. Israel melder om ni dræbte. Volden ventes at blive optrappet.

Israel fortsatte lørdag bølger af luftangreb mod Hamas i Gaza, mens den militante palæstinensiske bevægelse sendte nye byger af raketter ind over israelske byer - uden at der var udsigt til, at kampene ville tage af eller blive indstillet.

Det er første gang i årevis, at den dybe konflikt mellem Hamas og Israel på få dage er eskaleret til en direkte krig.

Amerikanske og arabiske diplomater forsøgte lørdag at få lagt en dæmper på situationen efter en blodig nat, hvor de militante palæstinensere sendte omkring 200 raketter mod israelske byer.

Israelske fly bombarderede samtidig, hvad der ifølge hæren, var Hamas-stillinger i Gaza.

Hamas, der styrer Gaza, siger, at mindst 136 mennesker er blevet dræbt i Gazastriben siden mandag, hvor kampene brød ud.

Blandt de dræbte er der ifølge de palæstinensiske oplysninger 34 børn og 21 kvinder. 950 meldes såret.

Israel melder om ni dræbt - heriblandt en soldat på grænsen til Gaza og en mand, der blev ramt af en raket i det centrale Israel lørdag samt seks andre civile - hvoraf to var børn.

Natten til lørdag blev mindst 12 palæstinensere dræbt i Gaza, oplyser palæstinensiske hospitalskilder i området. En kvinde og fire af hendes børn blev dræbt, da deres hus i en flygtningelejr blev ramt. Tre andre blev dræbt og andre blev såret, siger kilderne.

I Israel søgte tusindvis af mennesker beskyttelse, når sirener blev sat i gang. En raket slog ned i en bolig i Beersheba, hvor flere meldt såret.

I Gaza løb den 36-årige Akram Farouq ud af sit hjem sammen med sin familie, da en nabo fortalte ham, at en israelsk officer havde ringet og advaret om, at deres bygning var mål for et luftangreb.

- Vi har ikke sovet hele natten på grund af eksplosionerne, og nu står jeg her på gaden med min kone og børn, som ryster og skælver, siger den 36-årige palæstinenser.

FN's generalsekretær, António Guterres, opfordrede tidligere i weekenden til en øjeblikkelig våbenhvile.

/ritzau/Reuters


Annonce

Mest læste

Annonce
Annonce
Annonce

Læs mere annoncørbetalt indhold

Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Udland

Tyskland lukker Stasi-arkiver efter 30 år

Annonce