Verdenssundhedsorganisationen, WHO, mener, at det vil tage flere uger, før vi forstår den nye coronavariant, som er opdaget i Sydafrika.
WHO er forbeholden over for indførelse af rejserestriktioner som følge af det nye virus.
Det siger talsmænd for organisationen i forbindelse med et møde i Genève fredag, hvor indkaldte forskere diskuterer den nye coronavariant.
WHO siger, at der indtil nu er opdaget næsten 100 sekvenser af varianten, som går under betegnelsen B. 1.1.529. Den nye coronavariant giver anledning til dyb bekymring internationalt.
- WHO-mødet er indkaldt for at få et bedre overblik over tidsfrister for undersøgelser og et studie, som er ved at blive sat i værk, for at få fastslået, i hvilket omfang den nye variant bør give anledning til bekymring, siger én talsmand for organisationen.
Den nye variant adskiller sig fra de andre kendte varianter ved, at den har en anderledes overflade. Da B. 1.1.529 er anderledes i sine proteiner, er det ikke sikkert, at de nuværende vacciner vil kunne give immunitet over for den.
Det sydafrikanske udenrigsministerium kalder det "forhastet", at Storbritannien fra fredag indfører indrejseforbud fra Sydafrika og fem andre afrikanske lande efter fundet af en ny coronavariant.
- Beslutningen virker forhastet, da WHO endnu ikke har taget stilling og rådgivet om foranstaltninger, hedder det i en erklæring fra ministeriet fredag.
/ritzau/Reuters