Annonce
ugeavisen.dk

- Der er ikke noget, jeg ikke tør

Efter at være blevet opereret for en hjernetumor tør snart 16-årige Sarah Caroc alt. Foto: Morten Pedersen
For tre år siden blev den dengang 13-årige Sarah Amalie Caroc opereret for en hjernetumor. I dag er hun rask. Oplevelsen har gjort hende mere modig – og hun tør alt – men at rejse ud i rummet og blive astronaut går ikke.
Annonce

Skals: Et pænt stykke uden for Skals – der, hvor man et par kilometer langs Løgstørvej kan se Limfjorden på venstre side, hvis man kommer fra Viborg – ligger der et hvidt hus på højre hånd.

Man er helt ude på landet og der, hvor bierne summer, fluerne sværmer, og hvor køerne tygger drøv, mens hestene dovent skridter omkring på markerne under solen. Det er sommer.

Det er også næsten præcis tre år siden, at pigen i det hvide hus ud til Løgstørvej – Sarah Amalie Caroc – pludselig vågnede en morgen med en hovedpine og en kvalme så voldsom, at hun næsten ikke kunne være noget sted. En hovedpine og en kvalme, som hun selv, forældrene og lægen i første omgang slog hen som en voldsom influenza, men som et par uger senere – da flere symptomer kom til – skulle vise sig at være tegn på den klementinstore tumor, der sad i Sarah Carocs lillehjerne, og som kort tid efter blev fjernet kirurgisk af dygtige læger i Aarhus.

Læger, som forinden havde advaret Skals-pigen og hendes forældre om, at der i forbindelse med operationen var en risiko for, at skoleeleven, som efter ferien skulle begynde i 7. klasse, ville vågne op lammet fra nakken og ned.

Oplevelsen var på alle måder voldsom, og et cirka 15 centimer langt og stort, hvidt ar i nakken bag den lysebrune hestehale er i dag et tydeligt, fysisk tegn på, at Sarah Caroc har gennemgået noget, hvor alene tanken kan få nakkehårene til at rejse sig på de fleste.

Det skal vi høre om nu.

Annonce

En stor tumor

Det var tidligt om morgenen i juni for tre år siden, at Sarah Caroc vågnede hjemme hos sin bonusfamilie med en slem hovedpine og voldsom kvalme.

Hovedpinen sad ligesom overalt i hovedet. Den var ikke lokaliseret til noget bestemt sted, og da hun kom hjem til sine forældre, der hentede hende kort tid efter, stod den i første omgang på et par panodiler, noget at drikke, ro og hvile. Herregud, hovedpine kan alle mennesker få, tænkte familien, og hjemme hos de 3 x Caroc, hvor man altid har brugt masser af sort humor, spøgte man lidt med, at hvis man havde ondt i hovedet, ja, så var det da tegn på, at der i hvert fald ikke var helt tomt inde på den anden side af kraniet.

Sarah Carocs hovedpine og svimmelhed tog imidlertid til, og da der var gået en uge i sommerferien, hvor hun samtidig følte sig nærsynet og desuden faldt over sine egne ben, tog familien hen til lægen.

Lægen sendte Sarah og hendes forældre direkte ind på sygehuset i Viborg, hvor den 12-årige pige fik at vide, at hendes tilstand skyldtes en ubalance i kroppens salt- og sukkerindhold.

Herefter skulle Sarah Caroc, der er ”hestepige”, og som derfor bare længtes efter at komme ud i stalden, strigle sin hest og op at ride igen, indtage en væske, der skulle stabilisere hendes salt- og sukkerbalance.

Væsken hjalp dog ikke, og efter endnu et besøg hos lægen – og da var der gået tre uger med voldsom hovedpine – var det på sygehuset igen, hvor pigen fra Løgstørvej fik sit hoved scannet.

Scanningen afslørede en tumor på størrelse med en klementin, som lægerne sagde skulle fjernes ret hurtigt. Sarah Caroc og hendes forældre blev derfor beordret til Aarhus per omgående.

- Jeg blev ret ked af det, især fordi jeg kunne se, hvor triste mine forældre blev, siger Sarah Caroc.

Hun husker, hvordan hun sammen med sine forældre hastede til Aarhus, hvor et hold læger stod klar til at operere.

Det var hverken influenza eller ubalance i salt- og sukkerniveauet i kroppen, men derimod en hjernetumor på størrelse med en klementin der gav Sarah Caroc voldsom hovedpine. Foto: Morten Pedersen

- I må ikke tage for meget af mit hår, sagde Sarah Caroc til de kirurger, der skulle operere tumoren væk fra lillehjernen og det sted ved hjernebarken, hvor den sad og trykkede og deraf forårsagede den slemme hovedpine, kvalmen, svimmelheden og synsforstyrrelserne.

Lægerne lovede, at de ikke ville klippe mere hår af Sarah Carocs hoved end allerhøjst nødvendigt, og da hun vågnede efter en vellykket operation nummer to, var hovedpinen, kvalmen, svimmelheden og nærsynetheden forsvundet.

Det var fantastisk, og oldemor på 87 og flere familiemedlemmer, der var hastet til Danmark fra USA, kom forbi for at se til Sarah, som i mellemtiden var fyldt 13 år.

Annonce

Et år med hjernen på ”frihjul”

Efter operationen stod den på fysioterapi og nogle uger hjemme, inden Sarah Caroc måtte komme i skole igen, og i hele perioden var det rørende, fortæller hun, hvordan folk – også perifere venner, naboer og bekendte – viste omsorg.

I det lille samfund på landet kendte de fleste mennesker Sarah Carocs historie, og det betød, at der var masser af opbakning og omsorg, og hvis hun så meget som bare hostede eller nyste, var folk hurtige til at lægge en varm arm omkring hende. Det er sådan noget, der stadig rører den i dag snart 16-årige pige og hendes forældre.

- Det var først, da jeg måtte begynde at ride igen, at jeg følte, at alt var okay, smiler Sarah Caroc og tilføjer, at lægerne, der opererede såvel som den læge, der følger hende til kontrol på Aarhus Universitetshospital, har sagt, at der ikke er noget, hun skal lade sig begrænse i.


Det var først, da jeg måtte begynde at ride igen, at jeg følte, at alt var okay

Sarah Caroc


Jo, pigen fra Løgstørvej må ikke blive astronaut, har lægerne sagt, men det er nu heller ikke noget, hun stiler efter, siger hun med et stort smil.

- Jeg elsker musik og sang og skal på musikefterskole på Langeland efter sommerferien, forklarer Sarah Caroc og tilføjer, at hun glæder sig til et år, hvor hun ligesom kan give sin hjerne lidt ”frihjul”.

Samtidig glæder hestepigen fra nummer 66 sig også til at træde lidt ud af den rolle eller identitet, som hun fik især blandt sine jævnaldrende, da hun blev syg.

Annonce

Humor og hjernekirurgi

Sarah Caroc fortæller, at selv om hun altid har haft en høj smertetærskel, så er den bestemt ikke blevet mindre efter, at hun blev ramt af en tumor i lillehjernen.

Den snart 16-årige Sarah tilføjer, at oplevelsen for tre år siden helt sikkert har gjort hende mere moden og nok også mere bevidst om mange ting – ikke mindst de alvorlige – i forhold til sine jævnaldrende.

Bagateller lader den kommende efterskoleelev sig ikke slå ud af, og selv om perioden for tre år siden var tung og smertefuld – også for hendes forældre – så var der også noget godt i den, idet hun hele tiden følte sig i gode hænder og desuden oplevede støtte og omsorg fra sider, hun aldrig havde drømt om.

Alting handlede heller ikke kun om sygdom, mindes Sarah Caroc. Den gode, tørre, sorte humor, som familien altid har brugt – også i forhold til faderens udfordringer – var simpelthen en del af ”medicinen og helbredelsen” og dermed en vigtig del i vejen frem.

Sarah Caroc er hestepige, og det var først, da hun måtte ride igen, at hun følte, at alt var okay.

- Min far og jeg har tit lavet sjov med, at vi begge har en hjerneskade, griner Sarah Caroc og henviser til sin fars PTSD (posttraumatisk stress-syndom,red.). Hun tilføjer, at noget af det, som hendes sygdom for tre år siden lærte hende, var, at man ikke skal hænge sig i bagateller, og at det ellers gælder om at få det ud af livet, som man drømmer om. Man må gerne stile højt, siger den unge pige i dag til sig selv. I fremtiden drømmer hun om at blive hjernekirurg ligesom de to Aarhuslæger, der opererede hende og ligesom den kirurg i Aarhus, hun går til årlige kontroller hos.

- Jeg er blevet mere modig, og der er faktisk ikke noget, jeg ikke tør i dag, smiler Sarah Caroc, som snart skal have pakket til et år på efterskole.

Hvad der senere skal ske, vil tiden vise, men for den kvikke pige, som hverken havde influenza eller ubalance i salt- og sukkerniveauet i kroppen – men derimod en hjernetumor på størrelse med et stykke julefrugt – er der foreløbig ikke noget, hun vil lade sig begrænse af.

Foto: Morten Pedersen
Foto: Morten Pedersen
Annonce