Annonce
forside

SKÆRBÆK: Oldtidsparken i new look

KLAR TIL NY JERNALDER-SÆSON: Hjemsted Oldtidspark åbner 1. maj med flere nyskabelser – bl.a. en nyopgravet sø og en romergård.

Annonce

KSolen varmer og melder forår. Træerne knoppes og springer ud. Fuglene kvidrer og lægger æg. Et andet helt sikkert tegn for forår og sommer er åbningen af Hjemsted Oldtidspark, og det foregår på fredag den 1. maj.

René Christoffersen, Hjørdis Roth og alle deres servicefolk har da også længe haft travlt med at gøre klar til sæsonen.

Oldtidsparken, som Skærbæk Fritidscenter sidste år overtog driften af, trængte gevaldigt til en overhaling. Og det har den fået. Det store vedligeholdelses- og moderniseringsarbejde har givet synligt resultat.

Søen er gravet op. Buebanen er renoveret. En ny gravhøj er kommet til. Nogle af de gamle stier i parken er gravet frem, og bådene - de udhulede træstammer – er klar til at blive bemandet, så gæsterne kan prøve at fange fisk på gammeldags jernalder-maner - med en velegnet gren som fiskestang.

- Vi havde en ganske fin 2014-sæson med godt 10.000 gæster, og i vores moderniseringsarbejde har vi bygget videre på de ting og aktiviteter, der gik godt og var populære sidste år, siger Søren Hansen fra fritidscentret.

Og ikke for ingenting betegnes det herlige område i Hjemsted som en aktivitetspark. Ud over at møde og få lejlighed til at nusse æsler, ponyer, uldgrise, geder, høns ænder og gæs kan jernalder-gæsterne prøve at skyde med bue og pil, lave og afprøve deres eget skjold, ligesom de i den arkæologiske sandkasse kan søge efter potteskår og dyreknogler.

Der er kort sagt alle betingelser for at opleve en herlig dag, hvor aktiviteterne skrues tilbage til jernalderen: Tidsperioden fra 500 år før vor tid til 800 år efter vor tidsregning.

Også dengang gjaldt mundheldet om, at ”uden mad og drikke duer helten ikke”. Derfor kan gæsterne enten selv tage madkurven med hjemmefra, eller de kan stille sulten i oldtidsparkens nye café. Ja – der er endda mulighed for at grille et medbragt stykke kød. Eller de kan købe en færdig grillpakke hos os, siger Søren Hansen.

- Man kan faktisk også planlægge et fødselsdagsarrangement eller andet i oldtidsparkens restaurant og så bestille maden fra fritidscentret. Det giver en helt speciel stemning at sidde lige midt i naturen og nyde sin mad.
Søren Hansen fortæller også, at det traditionsrige Sct. Hans aftenarrangement i år afvikles med folketingsmedlem Hans Chr. Schmidt fra Vojens som både taler og forsanger på midsommervisen.

Desuden skydes der Sct. Hans aften med ildkugler fra den romerske katapult, og den ”skydning” fortsætter hver torsdag aften hele juli.

- Vi synes, at der virkelig er noget at byde på i den renoverede oldtidspark, som tid efter anden også benyttes til teambuildings-arrangementer af firmaer fra hele landet, slutter Søren Hansen, der også i år venter flere familier på en uges jernalder-ophold, hvor man bor, sover, spiser o.s.v. på vaskeægte jernaldermaner.

Og uden mobiltelefon!

Med andre ord: Den nyrenoverede Hjemsted Oldtidspark er et oplagt emne for en familieudflugt for børnefamilier. Der er aktiviteter nok til en hel dag, men en halv dag rækker et godt stykke. Og det hele til absolut rimelige priser!

Annonce