Annonce
Ugeavisen Faaborg

Æra slutter: Inger og Ove lukker efter 42 år

Inger og Ove Andersen har taget hul på deres sidste to måneder som blomsterhandlere i Brobyværk. 1. marts er det helt slut. Men de håber stadig på et mirakel i 12. time: At nogen vil købe butikken, så der stadig er blomsterbutik i byen. Foto: Palle Søby
1. marts er det endegyldigt slut med Broby Blomster Center, som Inger og Ove Andersen har gjort til en institution i byen gennem næsten 42 år. Håbet om, at nogen vil overtage butikken, smuldrer, så nu ender det nok med, at den blot bliver solgt som et tomt butikslokale.
Annonce

Brobyværk: Der er visse ting her i verden, man har svært at forestille sig. For eksempel Brobyværk uden Broby Blomster Center.

Men det bliver snart virkelighed. 1. marts lukker og slukker Inger og Ove Andersen efter at have drevet blomsterbutikken i 42 år.

- Vi er slidte, og vi skal ikke bæres herfra, siger Ove Andersen, der har rundet 70 år.

Men nemt er det bestemt ikke at skulle sige farvel til det, der har været deres liv i mere end fire årtier.

- Jeg har det ikke ret godt med det. Når jeg vågner om natten, tænker jeg på det, siger Inger Andersen, 67 år.

- Ja, og hun vågner mange gange om natten, bemærker Ove med et smil.

Inger og Ove Andersen

Inger og Ove Andersen har drevet Broby Blomster Center i næsten 42 år, siden 30. marts 1978.

Inger er 67 år, Ove 70. De har fire voksne børn og otte børnebørn plus to bonusbørnebørn.

Inger er født i Brobyværk, men boede nogle år i Nr. Broby som barn.

Ove stammer fra Næsby i Odense, hvor hans forældre drev is- og pølsekiosk.

Han er udlært i Brugsens grøntafdeling i Odense.
Ud over at drive blomsterbutikken har Inger siddet i menighedsrådet i Brobyværk i 22 år og har også været med i Brobyværk Lokalråd i en årrække.
Ove Andersen har siddet i bestyrelsen for Brobyværk Handel- og Håndværkerforening i 22 år, heraf 15 år som formand.
Har har blandt andet arbejdet for at befri byen for hundelort og forskønne området ved Odense Å.

Annonce

Ingen vil overtage butikken

Lige siden de satte butikken til salg i september 2018, har de håbet, at der ville komme nogen, som kunne tænke sig at købe hele molevitten og drive butikken videre.

Det er der ikke meget, der tyder på, selv om det i princippet stadig kan lade sig gøre at købe en komplet blomsterbutik med varer og inventar. Men så skal man handle hurtigt, for lige om lidt starter ophørsudsalget, som vil vare frem til 1. marts.

- Vi mener jo stadig, at der er behov for en blomsterbutik her i byen. Men det kan ikke lade sig gøre, hvis man tror, at det er noget, man kan klare på 30 timer om ugen. Det kræver, at man er her stort set hele tiden. Men hvis der kommer en, der vil overtage butikken, kan det ske nærmest fra dag til dag, siger Ove Andersen.

De har netop slået 200.000 af prisen for butikken, så den nu kan købes for 595.000 kroner. Men det er kun butikken, de sælger. Huset, som de har boet i gennem alle årene, ligger lige bagved, og her bliver de boende.

Annonce

Satte byen på landkortet

Alle i byen kender Ove Andersen som "Ove Blomsterhandler", men han blev faktisk også landskendt som "Ove Hundelort", fordi han i 19 år har kørt sin egen ukuelige kampagne for at befri byen for hundelort.

Desuden har han i mange år gjort en stor indsats for at forskønne det grønne område ved Odense Å bag kroen.

Måske har det været knap så synligt, men Inger Andersen har til gengæld udført et stort arbejde i menighedsrådet i 22 år og har også siddet i lokalrådet i en årrække.

Mens det for byen bliver et tab, når blomsterbutikken lukker, bliver det en gevinst for Inger og Oves fire voksne børn og otte børnebørn - plus to bonusbørnebørn.

- Børnene og børnebørnene har jo længe råbt, at vi ikke har tid nok, siger Ove.

- Jeg ser frem til at have tid til noget andet uden at have dårlig samvittighed over det, siger Inger.

- Men der er jo også meget positivt ved sådan en butik. Det er en spændende branche, hvor fantasien kan blomstre, og man kan tilfredsstille sine kunder. Der er da sure dage, men de er få. Vi har haft så mange skolepiger ansat og haft et dejligt forhold til dem. Vi har også haft alle vores egne børn i butikken og nu det ældste barnebarn. De mindre kommer og huserer i bagbutikken med pap, blomster, lim og genbrug. Det er også en slags kvalitetstid, tilføjer hun.

Uendelig mange buketter er røget af sted fra Inger og Ove Andersen i de snart 42 år, de har drevet blomsterbutikken. Og kunder fra nær og fjern er kommet i både glædelige og sørgelige anledninger. Foto: Palle Søby
Ove og Inger Andersen lukker og slukker 1. marts. Foto: Palle Søby
Ove og Inger Andersen lukker og slukker 1. marts. Foto: Palle Søby
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce