Horne: Ærmerne blev smøget op, da der for nylig var arbejdsdag i Horne Forsamlingshus.
15 arbejdsomme inkl. bestyrelsen var mødt op, og det var ikke så lidt, de fik fra hånden.
Alle vinduer blev slebet, der blev skiftet lister i de vinduer, som trængte til det. Ligeledes blev alle vinduer malet.
- Vi fik slebet alle bogstaverne, hvor der står” Horne forsamlingshus” og malet dem hvide igen. Soklen er blevet repareret og malet sort, sålbænke blev malet, hovededøren blev malet hvid. Ligeledes blev vores infoskab også malet hvidt, fortæller formand Mette Ernstorn.
Gangen blev malet, og der blev hængt nye billeder op. Handikaptoilettet blev malet, og der blev skiftet håndtag indendørs.
Arbejdsdagen blev rundet af med æggekage for alle frivillige.
Så nu står forsamlingshuset knivskarp inden støttefesten den 21. maj klokken 18, hvor der vil være helstegt pattegris og musik og dans samt lotteri med sponsorgaver.
- Ligeledes ser fremtiden lys ud, da vi har søgt fondsmidler til ny varmekilde, som vi håber meget på at få tildelt, fortæller formanden.
Forude venter også revy, damefrokost, bankospil og meget mere.