Annonce
Portræt

72-årig mekaniker på fuld tid: Middagssøvnen må vente

Trods sine 72 år har Erik Weisbjerg ingen aktuelle planer om at gå på pension. Men kommer den rigtige køber forbi, er han klar til at handle. Foto: Bent Warncke
Erik Weisbjerg har repareret biler i Horne i 44 år efterhånden - han begynder så småt at ruste sig til at afhænde sit værksted, men mener, at han har mange gode år i sig endnu.
Annonce

Horne: I over 30 år er det mekaniker Erik Weisbjerg, mange horneboer har konsulteret, når deres bil skulle repareres.

Han ejer autoværkstedet Horne Auto, og i en alder af 72 år er han fortsat i fuld vigør og driver et travlt værksted med tre ansatte. Ude på værkstedsgulvet arbejder Erik på helt lige fod med sine langt yngre ansatte, og han oplever ikke alderen som et problem.

- Når man kan lide sit arbejde, og man kan lide at have med folk at gøre og ser en god dag i det hver eneste dag - det driver værket, forklarer han.

Og i Horne Auto er der ikke noget med, at chefen møder til direktørtid.

Erik Weisbjerg møder som den første hver morgen klokken 6.30 og går hjem som den sidste, når klokken har rundet 17.00. Lørdag formiddag er han ofte også på værkstedet alene i et par timer, hvis der er noget, der lige skal gøres færdigt.

Det er en høj kadence for en mand på 72 år?

- Når man først har vænnet sig til det, så er det ikke noget problem. Jeg kunne sikkert hurtigt vænne mig til at sove til middag et par timer hver dag, men middagssøvnen må vente, til jeg går på pension, siger han med et glimt i øjet.

Han er dog i gang med at gøde jorden til at kunne afhænde værkstedet på et tidspunkt.

Erik Weisbjerg

Bor i Faaborg.

Startede som mekaniker i Horne i 1976.

I en årrække var han værkfører hos Edvin Mogensen, der ejede værkstedet dengang.

Erik Weisbjerg overtog Horne Auto i 1989.

Horne Auto har p.t. tre ansatte ud over Weisbjerg selv.

Annonce

Fysisk krævende

Efter i 31 år at have boet til leje i bygninger på Hornegyden 24 overtog Erik Weisbjerg ejendommen per 1. januar 2020. Hans tanke er, at det vil kunne få en salgsproces til at glide mere smidigt.

- Det, jeg tænker, er, at den dag, jeg stopper uden at sælge værkstedet, har alt udstyret ingen værdi overhovedet. Når jeg ejer bygningen, giver det en større frihed. Så vil jeg kunne sælge det hele samlet den dag, den rigtige mand står her. Så har jeg muligheden for at kunne handle med det samme, uden at en udlejer skal ind over, siger han.

Men han har ingen pisk over nakken eller et helbred, der skranter, som fremskynder den proces.

- Står det til mig, kan jeg fortsætte i mange år endnu. Jeg stopper kun, hvis der kommer en, som jeg kan lave en fornuftig handel med, lyder det fra Erik Weisbjerg.

Men det er jo et fysisk krævende job. Du kravler jo rundt inde under bilerne?

- Når man kun er 72 år, er det ikke noget problem. Nej, selvfølgelig er det fysisk krævende, men når du har arbejdet med det i så mange år, er det ikke noget, man tænker over. Men hvis jeg pludselig stoppede op og holdt fri i en måned, kan det godt være, at det ville blive svært at komme i gang igen, siger han.

Annonce

Stor udvikling

Der har været en kolossal udvikling af bilerne, siden Erik Weisbjerg startede som mekaniker for over 45 år siden. Fra at være et relativt simpelt stykke mekanik er moderne biler udstyret med computere, der overvåger og styrer mange af funktionerne.

- For udenforstående kan det godt virke meget avanceret. Men grundlæggende har en bil jo ikke ændret sig - der er fire hjul på, der er tre pedaler og et rat - det var der også for 40 år siden, siger Erik Weisbjerg.

Øjnene er vågne og hårpragten intakt. Erik Weisbjerg nyder fortsat at arbejde godt og vel fuld tid på værkstedet i Horne. Foto: Bent Warncke
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Faaborg

Ugens gudstjenester

Ugeavisen Faaborg

Gudstjenester

Annonce