Annonce
Ugeavisen Faaborg

Action, iransk mockumentary, japansk dokumentar og søndagsklassiker i Helios

En af Irans mest populære skuespillere, Behnaz Jafari, og instruktøren Jafar Panahi, der spiller sig selv i den halvdokumentariske "3 kvinder". Foto: Camera
Annonce

Faaborg: Helios-Teatrets repertoire spænder meget bredt i den kommende uge - lige fra 72-årige Arnold Schwarzenegger i "Terminator - Dark Fate" til den iranske mesterinstruktør Jafar Panahis hemmelige, fiktion-dokumentariske "3 kvinder". Og midt imellem finder vi premiere fredag på dokumentarfilmen "Grundtvigs japanske kriger" og klassikeren "Leoparden" fra 1963, der vises søndag 17. november kl. 14.

"Terminator" behøver næppe nogen nærmere præsentation. 72-årige Arnold Schwarzenegger og Linda Hamilton er tilbage i deres ikoniske roller i "Terminator: Dark Fate". Det er den sjette Terminator-film efter seriens begyndelse i 1984, men den tager udgangspunkt i begivenhederne i den succesrige 2'er fra 1991. Især Linda Hamilton har fået anmeldernes roser.

72-årige Arnold Schwarzenegger er tilbage i Terminator-universet. Foto: NF
Annonce

Hemmelig iransk film

Instruktør Jafar Panahi er - trods både berufsverbot og husarrest - tilbage med endnu et rammende værk, "3 kvinder", der er optaget i allerstørste hemmelighed. Filmen handler om tre iranske skuespillerinder på hver deres stadie i livet og karrieren. Filmens hovedperson, Behnaz Jafari, er en af Irans mest populære skuespillere. En dag modtager hun en alarmerende besked på sin mobil. Det er en optagelse med en pige, der ser ud til at tage sit eget liv, da hendes familie ikke tillader hende at forfølge sin drøm om at blive skuespiller. Behnaz Jafari kontakter sin ven (og instruktør) Jafar Panahi, der som altid spiller sig selv, og sammen drager de ud for at finde den desperate pige. Den tredje kvinde er den mystiske Shahrzad, der var en stor stjerne før revolutionen.

Det umage møde mellem de tre kvinder bliver hos Panahi en udfordrende fortælling om solidaritet, undertrykkelse og traditionernes tyngende åg. Filmen blev belønnet med manuskriptprisen i Cannes sidste år.

Begge aftenfilm vises til og med søndag den 17. november. Vær opmærksom på ændrede spilletider fredag den 15. november pga. Danmarkspremiere på Flemming Helsteds dokumentarfilm "Grundtvigs japanske kriger" og koncert med Sunday Karma. Filmen følger en rundrejse i Japan med den danske højskoletradition og folkemusik i bagagen.

Der er ligeledes ændret spilletid lørdag.

Annonce

"Leoparden"

Weekendens familiefilm er "Den lille afskyelige snemand" og "Mugge og vejfesten", og ugen slutter søndag 17. november kl. 14 med "Leoparden" fra 1963. En klassiker af de helt store med Burt Lancaster i rollen som den sicilianske aristokrat, hvis status svinder under samlingen af Italien i 1860’erne. Han ses over for Alain Delon og Claudia Cardinale, som er de unge elskende, der vil gå deres egne veje.

Filmen er et monumentalt portræt af en døende æra og emmer af vemodig højadel i forfald. Filmen er instrueret af Luchino Visconti, der selv voksede op i aristokratiet. Filmen vises med engelske undertekster.

Burt Lancaster som den sicilianske aristokrat i søndagsklassikeren "Leoparden". Foto: Cinemateket
Lørdag og søndag kl. 14 vises "Den lille afskyelige snemand". Foto: UIP
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Faaborg

Ugens gudstjenester

Ugeavisen Faaborg

Gudstjenester

Annonce