Annonce
Ugeavisen Faaborg

Ali laver dressingen selv: Åbner Faaborgs nye burgerbar

Ali Tanawar er klar til at åbne Amelie's Burger på Østergade 33 i Faaborg. Foto: Bent Warncke
37-årige dansk-iranske Ali Tanawar har brugt tre uger på at lave en burgerbar, som han mener, sådan en skal se ud - og nu er han klar til at åbne.

Faaborg: Ali Tanawars datter må være stolt. Snart fireårige Amelie har nemlig fået Faaborgs nyeste spisested opkaldt efter sig. Amelie's Burger, kalder 37-årige Ali Tanawar sin nye burgerbar i Østergade 33, som efter tre ugers forberedelse er klar til at tage imod de første sultne kunder.

Ali Tanawar fortæller, at han har en del erfaring fra branchen - han starter ikke op fra scratch.

- Sammen med en ven har jeg i fem år drevet et lignende sted i Søndersø, men nu synes jeg, det var på tide at starte for mig selv, fortæller Ali, der har iranske rødder og har boet otte år i Danmark.

Annonce

I dag bor han i Årslev. Hans datter bor dog hos moderen.

Lokalet på gågaden, der tidligere har huset bl.a. isbar og sexdukker, har i de seneste uger fået den helt store overhaling, og det fremstår nu "ungt og moderne" blandt andet med sjov grafitti på den ene væg i lokalet.


Sammen med en ven har jeg i fem år drevet et lignende sted i Søndersø, men nu synes jeg, det var på tide at starte for mig selv.

Ali Tanawar


- Det var et helt tomt lokale, vi overtog, så min far og jeg har brugt mange timer på at få det gjort i stand. Men vi er rigtig godt tilfredse med resultatet, siger Ali.

Burgere og milkshakes

På menuen vil der selvfølgelig være burgere - 11 forskellige varianter er der lige nu på menukortet plus en børnemenu - men man kommer også til at kunne købe onion-snacks, nuggets og hotwings samt diverse milkshakes.

- Vi laver burgerne selv helt fra bunden med undtagelse af bollerne. Jeg laver selv min egen dressing, fortæller Ali.

Der bliver bordservering både indenfor og ude i området foran butikken. Åbningstiden bliver fra 11 til 21 på hverdage, og Ali har allerede sat et skilt op i vinuet om, at "medarbejder søges".

- Vi får brug for noget hjælp her til sommer. Forhåbentlig kommer der mange turister til Faaborg, siger han med et smil.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce