Damsbo Skov: Vi kan både se det, mærke det, høre det - og ikke mindst fornemme det: Det er blevet forår!
Og det er lige præcis det, dagens tur handler om: Vi er taget ud i Damsbo Skov for at finde forårsbebudere.
Damsbo Skov er en af de relativt få kystnære skove i Faaborg-området, og den ligger eventyrligt smukt lige ud til Helnæsbugten.
- Det giver en særlig stemning med de barske skrænter ude ved vandet og den lune skov, man kan gå ind i, siger Emil.
Smuk shelter i skovkanten
Ikke nok med det: Der er også en glimrende og meget fredfyldt badestrand, og i skoven lige ud til stranden er der en fin lille shelter med en bålplads, hvor man kan få en herlig fornemmelse af at have hele verden for sig selv.
Om serien
I serien "Ud i naturen med Emil" tager Ugeavisen Faaborg med naturvejleder Emil Sanderhoff på opdagelse i Faaborg-områdets natur.
Emil Sanderhoff er 32 år og arbejder som naturvejleder på Naturama i Svendborg.
Han er uddannet skolelærer (på Den Frie Lærerskole i Ollerup), naturvejleder og erhvervsdykker. Han er opvokset i Haastrup, hvor han fortsat bor med børnene Frej og Manja .
I bagagen har Emil Sanderhoff talrige naturoplevelser. Blandt andet har han været med sin bror, Jonathan Sanderhoff, i Thailands jungle for at finde giftige slanger, han har været på en fire ugers rejse til Vestsahara med eksotiske insekter som mål, og han har været med familien på to måneders ekspedition til Kaukasus, hvor de forsøgte at finde den persiske leopard.
- Jeg synes, det er en fantastisk smuk shelter. Den har en fantastisk smuk placering og ligger tæt på vandet. Fra shelteren har man udsyn mod den hyggelige lille fyrreskov, og den ligger ikke langt fra p-pladsen i skoven, siger Emil.
- Men vi er jo taget på jagt efter forårsbebudere, og som vi kan høre, er der allerede masser af fugle, der pipper. Jeg hørte den første solsort allerede 18. februar, og det er ekstremt tidligt. Men lad os se, om vi kan finde tegn på dyr, der er kommet i forårshumør, siger Emil.
Edderfugle og jagtedderkopper
Temperaturen er over 10 grader denne formiddag, og vi kan fornemme foråret alene på lyset, og vi kan også dufte det. Måske kan vi også finde lyden af forår?
- Edderfuglene ligger lige derude, og de har en meget karakteristisk lyd, nævner Emil, da han står midt i sivene mellem skoven og bugten.
Da vi kommer ind i skoven, ser vi pludselig et tydeligt tegn på forår: En masse små jagtedderkopper.
- Det er nogle af de første, der vågner op. Det gør de allerede ved fem grader, og nu har vi jo 10 grader, så det er en klar forårsbebuder, fastslår Emil.
Natugler og brunstige mårdyr
Kort efter finder han en klump uglegylp i skovbunden under et træ.
- Natuglen er en af de allertidligste til at få unger på vingerne. Inden længe hopper uglerne ud af kasserne og sidder rundt omkring i træerne og venter på, at forældrene kommer med mad, forklarer Emil.
Emil Sanderhoff, naturvejlederLige her så jeg forleden en hanilder komme hoppende direkte mod mig fuldstændig pumpet op af hormoner og på vej ud for at finde sig en dame.
På et muldvarpeskud ligger en lille sort lort.
- Det er fra et mårdyr, der på den måde afmærker sit territorium, så ildere, andre mårdyr eller lækatte ved det og holder sig væk. De kommer for alvor i parringshumør i hele april, når hunnen er drægtig. Lige her så jeg forleden en hanilder komme hoppende direkte mod mig fuldstændig pumpet op af hormoner og på vej ud for at finde sig en dame.
Skål i bævergejl!
Vi sætter os det skønneste sted på en skråning i skoven lige ud til bugten.
- Nu skal vi smage en meget speciel snaps, som også har lidt med forår at gøre, for bæveren skal jo også parre sig og have unger, siger Emil og skænker noget op i små glas fra en flaske med et skilt, hvor der står "Bævergejl".
- Bæveren har nogle særlige kirtler i dens "kloak" - hos bæveren er alting samlet i ét hul - og her producerer den "bævergejl". Det er et meget værdifuldt sekret, en blanding af tis og lort. Bæveren var nærmest udryddet i hele Europa i Middelalderen, fordi man brugte bævergejl i bagværk og parfume. Prøv at dufte, den dufter virkelig parfumeret, siger Emil, og så smager vi på "snapsen".
- Man kan købe bævergejl i Sverige, hvor de går på jagt efter bævere. Og så blander man det bare op med en flaske vodka.
Vil det sige, at det faktisk er bæverpis, vi sidder og drikker?
- Ja, eller "røvsnaps", som det også kaldes. Er det ikke megafedt?
Jo, der smager faktisk udmærket!
- I bagværk giver det en smag af vanille, men heldigvis har man jo siden fundet vanillen, siger Emil.
Forårsfornemmelser
Mens vi sidder dér og bliver helt lystige af bævergejl, kan vi høre flagspætten inde i skoven.
- Det er hannen, der sidder og trommer. Han banker sit hoved ind i træet op mod 20 gange i sekundet for at imponere damerne. Jo højere og jo hurtigere, han banker, jo mere lækker er han. Lidt ligesom drengene på Crazy Daisy, når de i kådhed banker hovedet ind i hinanden, forklarer Emil.
Jo, der er på alle måder forårsfornemmelser i Damsko Skov sådan en onsdag formiddag i slutningen af februar.