Annonce
Ugeavisen Faaborg

Biblioteket skyder sommerferien i gang med to læsekonkurrencer

Faaborg-Midtfyn Bibliotekerne opfordrer til, at man stikker snuden i bøgerne, selvom det er sommerferie - hvis man altså har lyst. Pressefoto
Sommertid er læsetid. Derfor inviterer Faaborg-Midtfyn Bibliotekerne igen i år alle børn fra 7-15 år til at læse masser af gode bøger i sommerferien og samtidig få chancen for at vinde præmier.
Annonce

Faaborg-Midtfyn: Selvom børnene i Faaborg-Midtfyn Kommune holder sommerferie, behøver det ikke også at betyde en pause fra bøgerne. Faaborg-Midtfyn Bibliotekerne lægger med hele to læsekonkurrencer op til, at kommunens børn skal læse løs.

Konkurrencen ”Fisk i farver” går ud på, at børnene skal udfylde en fisk på biblioteket for hver bog, de har læst, og putte den i bibliotekernes net. Efter sommerferien hiver bibliotekerne fangsten i land og finder de børn, der har læst flest sider i de forskellige aldersgrupper. Jo flere sider, hvert barn læser, desto større er chancen for at vinde en bogpræmie.

Den anden konkurrence ’Sommerbogen’, som De danske Børnebiblioteker står bag, er landsdækkende. I denne konkurrence skal børnene læse minimum tre bøger. Inden start skal de hente et udfordringsark på det lokale bibliotek.

Børnene skal herefter løse mindst 10 udfordringer og udfylde tre anmeldelseskort for at deltage i konkurrencen. Alle deltagende børn er med i lodtrækningen om de tre hovedpræmier, hvor de får lov til at tømme en boghandel på fem minutter.

Jeanette Becker, børnebibliotekar ved Faaborg-Midtfyn Bibliotekerne, understreger, at det vigtigste ved konkurrencen er, at børnene læser det, de har lyst til:

- Børnene har sommerferie, og vi går meget op i, at det skal være lystlæsning. De skal have lov til at læse lige præcis de bøger, de har lyst til. Det handler om tid og ro til at fordybe sig i de gode historier. Og vi står klar til at hjælpe med at finde de helt rigtige bøger, siger hun.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Faaborg

Gudstjenester

Annonce