Brobyværk: I 2014 tog de frivillige i bestyrelsen i Brobyværkhallen en meget, meget modig beslutning, idet de sagde ja til at få ombygget og skåret den oprindelige hal midt over.
Det var borgerne i Brobyværk, som selv var med til at bygge Brobyværkhallen, og som i sin oprindelige form stod færdig i 1980. Derfor krævede det også ekstra mod at træffe beslutningen om at få ombygget og moderniseret store dele af hallen. Ambitionen med ombygningen var at samle områdets borgere til forskellige aktiviteter i det samme tidsrum.
Arbejdet er foregået over en årrække siden 2014, og Brobyværkhallen fremstår nu topmoderne og rummer et stort flot motionscenter, et spinninglokale, et cirkeltræningslokale, en sportshal på 20 x 20 meter og en aula med kunstgræs, to eventtrapper, et bevægelses- og klatremiljø, et cafeteria og to mødelokaler samt naturligvis flere omklædningsrum til både skolebørn og almindelige brugere. Ligeledes er hele området omkring hallen gjort lækkert og indbydende til mange forskellige udendørsaktiviteter og almindelig ophold.
Bestyrelsens modige beslutninger og hele ombygningen af Brobyværkhallen skal fejres, og derfor inviteres der til stor genindvielse lørdag d. 21. maj 2022, lyder det fra centerleder Ann Baunbæk Hansen.
- Egentlig var det meningen, at vi allerede for at par år siden ville have genindviet hallen i forbindelse med hallens 40-års fødselsdag. Men det fik corona-pandemien sat en stopper for. Så vi fik aldrig fejret fødselsdagen. Nu fejrer vi så til gengæld genindvielsen med et ordentligt brag, siger Ann Baunbæk Hansen.
Optog, dans, mad og musik
Dagen starter kl. 12 med optog fra Bøgebjergvej 60 – Ken Hygiejne system, og så går Brobyskolerne, foreninger og borgerne i samlet flok igennem byen til Brobyværkhallen, ligesom man gjorde i gamle dage.
Kl. 13 er der reception i Brobyværkhallen med bobler og snacks, og borgmester Hans Stavnsager (S), skoleleder Søren Hansen og formand for Brobyværkhallen Hans Møller vil holde tale.
I tidsrummet fra kl. 14–15.30 står Spektaklet for børne- og familieaktiviteter, hvor man kan være med til ansigtsmaling, cirkus, dans og parkour. Musikskolens elever vil også give koncert.
6. klasse fra Brobyskolerne vil sælge kaffe og kage, og der vil også blive solgt pølser, fadøl og sodavand.
Kl. 18 er der festmiddag – buffet og dessert, og der vil under spisningen være livemusik af John og Elinor. DJ Claes vil spille op til dans, og så kommer de højt elskede Sussi & Leo og trykker den af indtil kl. 01, hvor festen slutter.
Hvis du har lyst til at deltage i aftenfesten, kan du købe billetter på www.broby-if.dk - pris 395,- pr. person.