Annonce
Ugeavisen Faaborg

Dansk thriller og kuleskør kultfilm

Torsdag er der Danmarkspremiere på "Harpiks", en urovækkende fortælling om kærlighed og frygt for at miste. Foto: Luis Alberto Rodruiqez
Annonce

Faaborg: Helios-Teatret bevæger sig i hele filmuniverset i denne uge mellem Danmarkspremiere torsdag den 12. december kl. 16 på den danske thriller "Harpiks" og "The Big Lebowski", der vises i søndagsklassikeren den 15. december kl. 16. Derudover vises hele ugen til og med søndag Biografklub Danmark-filmen "Knives Out - var det mord?" og det islandske drama "En hvid, hvid dag", begge kl. 19.30.

Den enfoldige mand Jens (Peter Plaugborg), hans grotesk overvægtige kone Maria (Sofie Gråbøl) og deres teenagedatter Liv (Amanda Collin) lever dybt inde i skoven. Jens og Maria vendte for mange år siden ryggen til civilisationen af frygt for, at myndighederne ville tage deres datter fra dem. De iscenesatte datterens død og har siden holdt hende skjult fra omverden. Afskærmet fra samfundet lever de i ét med naturen, men da Livs farmor (Ghita Nørby) efter mange år opsøger den lille familie ude i skoven, skal Liv opdage en helt ny verden. Det trygge paradis står for fald, og for at redde sin familie må Jens finde sine mørkeste kræfter frem.

"Harpiks" er en dybt urovækkende fortælling om kærlighedens lænker og frygten for at miste. Filmen er baseret på Ane Riels bestseller fra 2015, mens Bo Hr. Hansen står bag manuskriptet. Hansen har tidligere skrevet manuskriptet til det anmelderroste danske actionbrag "Journal 64".

"Harpiks" er i første omgang kun på plakaten på premieredagen torsdag - men vises igen mellem jul og nytår.

Nyd den kuleskøre kultfilm "The Big Lebowski" med Jeff Bridges i hovedrollen søndag eftermiddag. Foto: Cinemateket
Annonce

Kuleskør kultfilm

Helios-Teatret slutter efterårets stribe af søndagsklassikere fra Cinemateket af den 15. december kl. 16 med "The Big Lebowski" - Coen-brødrenes mest elskede kultfilm fra 1998; en vanvittig historie fuld af sære eksistenser og elskelige idiotiske indfald.

Den midaldrende hippie "The Dude" tilbringer det meste af sin rigelige fritid i en bowlinghal sammen med den småpsykotiske Vietnam-veteran Walter (John Goodman) og den ikke alt for opvakte Donny (Steve Buscemi). "The Dude" bærer det borgerlige navn Lebowski, og det deler han tilfældigvis med en fed, usympatisk rigmand. På grund af navnefællesskabet bliver han fejlagtigt overfaldet af et par gorillaer, der tilmed tisser på hans højtelskede gulvtæppe. Og så har vi for alvor balladen.

Jeff Bridges er fremragende som det overvintrede blomsterbarn, Julianne Moore giver sig fuldt ud som nøgenmaler-furien Maude Lebowski flankeret af Philip Seymour Hoffman, John Turturro og flere andre kendte navne i små glansroller.

I weekenden kan de yngste og deres voksne vælge mellem "Gooseboy" og "Dronningens Corgi".

Den danske familiefilm "Gooseboy" om drengen Viggo og en talende gås er på plakaten i weekenden. Foto: SF
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce