Annonce
Ugeavisen Faaborg

Den gamle bankmand holder regnskab: Peder har rundet 10.000 kilometer i løbeskoene

Oftest går turen rundt i Svanninge og omegn, når Peder Norman Frederiksen trækker i løbetøjet. Foto: Maria Retoft Pedersen
- Jeg har altid haft noget med tal og systemer, fortæller 65-årige Peder Norman Frederiksen, der begyndte at løbetræne for alvor i 2005 og siden har skrevet hver eneste løbetur ned. Forleden nåede han det flotte runde tal.

Svanninge: Nogle tal har en særlig magi over sig. Som fx når man i stiveste puds iført hat og briller tæller ned, til uret runder 00.00 nytårsaften, eller når man rammer syv rigtige i Lotto, og løber med den helt store gevinst.

Forleden ramte 65-årige Peder Norman Frederiksen fra Svanninge et rundt, magisk tal.

- Det var jo alligevel lidt spændende, da jeg kunne se, at jeg begyndte at komme tæt på, siger han.

Annonce

Mindst et par gange om ugen snører han løbeskoene og tager på tur. Ofte i Svanninge og omegn, hvor han bor. Og hvis vejret er godt, kører han til Faaborg Gymnasium, parkerer bilen og tager turen rundt om Sundet.

Siden 2005 har han omhyggeligt skrevet ned, når han har løbet, og for nylig rundede han så de 10.000 kilometer i regnskabet.

- Jeg skal næsten lige vise dig det, siger den 65-årige løber, rejser sig fra spisebordet og forlader stuen på Dauretoften.

Peder Norman Frederiksen har regnet ud, at de 10.000 kilometer svarer til i gennemsnit 7,1 kilometer pr. tur og i gennemsnit 12,9 kilometer pr. uge. Foto: Maria Retoft Pedersen

Da han returnerer, har han en plasticlomme med en masse håndskrevne papirark i hænderne.

Her er noteret datoer, antal kilometer, ruter og to streger under de 10.000 kilometer, som det hele blev talt sammen til for nylig.

- At løbe 10.000 kilometer over en længere periode er som sådan ikke nogen præstation i sig selv. Det er der med garanti masser, der har gjort før mig. Det, der måske er lidt specielt, er, at jeg har noteret det ned på den her måde. Men jeg har altid haft en forkærlighed for tal og systemer, siger han med et grin.

Hastigheden falder

Fodbold havde gennem mange år været Peder Norman Frederiksens sport, men da han midt i 00'erne fik en ny hofte, gik det ikke rigtig mere.

Flere gange om ugen trækker Peder Norman Frederiksen i løbetøjet - og de dage, hvor han ikke løber, er han ude at gå. Foto: Maria Retoft Pedersen

- Jeg blev lidt bange for at spille fodbold, og så måtte jeg finde på noget andet. Jeg havde altid løbetrænet, men ikke løbet længere ture. Så fik min søn mig med ud at løbe, og jeg blev faktisk bidt af det, forklarer han.

Nogle kunne måske finde på at synes, det er lidt nørdet at notere sine løbedata på papir på den måde. Det synes Peder Norman Frederiksens kone i hvert fald, erkender han.

- Som knægt havde jeg mine egne fortegnelser over holdopstillinger og lignende, når der var EM eller VM, og som ungdomsspiller førte jeg statistikker over målscoren på holdet. Jeg er rigtig dårlig til at huske navne, men til gengæld kan jeg huske gamle kontonumre og telefonnumre, siger han.

Og forkærligheden for tal kom ham til gavn i arbejdslivet i bankverdenen. Senest hos Sparekassen Sjælland-Fyn, indtil han gik på efterløn for to år siden.

Efter han fik et smart watch for et par år siden, er han også begyndt at notere hastighed pr. kilometer.

- Men det er nu noget af det, der kan være lidt deprimerende, for jo ældre jeg bliver, des langsommere løber jeg, siger han med et grin.

Annonce

Planer om halvmaraton

Løbetræningen er med til at holde efterlønneren i gang, er han sikker på.

Nu er han startet på et nyt stykke papir, som de fremtidige løbeture bliver noteret ned på.


Som knægt havde jeg mine egne fortegnelser over holdopstillinger og lignende, når der var EM eller VM, og som ungdomsspiller førte jeg statistikker over målscoren på holdet. Jeg er rigtig dårlig til at huske navne, men til gengæld kan jeg huske gamle kontonumre og telefonnumre.

Peder Norman Frederiksen


- Jeg satser nu ikke på at nå de 20.000 kilometer, men jeg kan ikke undvære at komme ud. De dage, hvor jeg ikke løber, er jeg ude at gå. Jeg skal lige ud og have lidt luft, siger han.

Peder Norman Frederiksen har ud over sin kone to børn og to børnebørn, og så er han stadig tæt knyttet til idrætslivet i Faldsled/Svanninge.

Blandt andet sidder han i bestyrelsen for Svanningehallen og er kampplanlægger i fodboldafdelingen i Faldsled-Svanning S.G.&I.

Han har også et enkelt maraton på cv'et, men det var lige ved at være for meget for den kunstige hofte. Så det kommer ikke til at gentage sig. Men han afviser ikke, at føje endnu et halvmaraton til samlingen.

Og så er han jo allerede så småt på vej mod de 20.000 kilometer ...

To streger under det flotte tal: 10.000 kilometer. Foto: Maria Retoft Pedersen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Faaborg

Udviklingsekspert: Museum afspejler de trends, der får folk til at søge tilbage til naturen

Ugeavisen Faaborg

Store forventninger til nyt museum fra borgmester og turistaktører: - En ny og moderne attraktion

Ugeavisen Faaborg

Fra Sydsjælland til jernaldermosen på det nye Øhavsmuseum: Tore hentede en død hest på Tærø

Annonce