Annonce
Ugeavisen Faaborg

Den Store Juniorbagedyst: William fra Vester Aaby imponerede på tv i bedste sendetid

En uge før optagelserne brækkede William de Claville Wang Hansen en finger i en fodboldkamp i et frikvarter - og derfor måtte han i de to første programmer klare sig igennem med en underarm bundet ind i gips. Lidt af en udfordring. Foto: Danmarks Radio
Bagetalentet William de Claville Wang Hansen, 14, var med i første sæson af tv-programmet Den Store Juniorbagedyst - men allermest drømmer han om en karriere som skuespiller eller professionel håndboldspiller.

Vester Aaby: - Det er som om, man er blevet en del af en stor bagedyst-familie. Både med de andre deltagere og hele holdet bag produktionen. De var alle sammen så søde, fortæller William de Claville Wang Hansen.

Det 14-årige bagetalent fra Vester Aaby var med i de første tre programmer af Den Store Juniorbagedyst, som bliver sendt på DR1 hver lørdag i bedste sendetid i disse uger. Programmerne blev optaget i sensommeren sidste år, og det var en kæmpe oplevelse at være med, siger William.

- Også selv om det er lidt underligt at se sig selv på tv. Men det var virkelig sjovt, og jeg har fået nogle venner for livet, som deler min interesse for kager og bagning. Vi bager stadig sammen over Zoom, hvor vi har en computer stående for enden af køkkenbordet og kan se, hvad hinanden laver. Vi har også en fælles Snapchat-gruppe (Snapchat er en app til mobiltelefonen, hvor man kan sende billeder og små videoklip til hinanden, red.).

Annonce

Den Store Juniorbagedyst

Mange danskere har fulgt med i flere sæsoner, når voksne bagetalenter har udfoldet sig i Den Store Bagedyst på DR1.

2021 blev til gengæld året, hvor der var premiere på Den Store Juniorbagedyst, hvor otte unge bageentusiaster i alderen 12-15 år fik udfordret deres bagetalent på tv.

Det er Joakim Ingversen, der er vært på programmet og dermed også har æren af at sige den landskendte frase: "Klar, parat, bag!"

Programmet bliver vist på DR og kan streames på DR TV.

William måtte forlade programmet efter tredje udsendelse, hvor der blandt andet skulle bages S'mores (En amerikansk dessert med cookies og grillede skumfiduser, red.).

- Jeg fik ikke læst opskriften helt godt nok og fik glemt at veje dejen til cookiesene. Man arbejder jo under tidspres og vil gerne være lidt hurtigere end de andre i teltet, og så smuttede det for mig. Har jeg lært noget af at være med i Den Store Juniorbagedyst, så er det, at jeg skal huske at læse opskriften ordentligt. Og det går også fint, når jeg ikke er under tidspres herhjemme, griner han og beskriver sig selv som lidt af et nussehoved, der klart arbejder bedst, når der er god tid til at kræse om sagerne.

Mormor triggede bagetalentet

Til daglig går William de Claville Wang Hansen i skole på Vestermarkskolen i Vester Skerninge, og det var en lærer på skolen, der opfordrede ham til at melde sig til juniorbagedysten, efter han nogle gange havde haft kager med i skole.

- Så kom jeg til en casting, og pludselig var jeg med, fortæller William, der på det tidspunkt kun havde haft interesse for bagning i et års tid.

Kimen til Williams passion blev lagt, da hans mormor året forinden spurgte, om han ikke havde lyst til at bage en kage til hendes fødselsdag.

- Jeg ville jo gerne gøre det ordentligt, så jeg søgte på Youtube og fandt ud af, hvor meget fedt man kunne lave. Og så blev jeg bare mere og mere grebet af det, fortæller han.

Faktisk er det mest den del med at få kagerne til at se flotte og indbydende ud, der tiltaler William.

- Så min favoritkage er helt klart en moussekage med bunde, chokoladebånd og noget pynt på toppen, lyder det fra den 14-årige, som ikke selv spiser ret mange kager.

Det siger ikke William de Claville Wang Hansen ret meget at bage brød, men kager og chokolader, der kan pyntes, det er han til gengæld helt vild med at lave. Foto: Maria Retoft Pedersen

- Jeg spiser kun kage i meget små mængder, men så bager jeg til naboerne, venner og min familie. Der er en stor tilfredsstillelse i at se det færdige produkt og se, at andre værdsætter det, forklarer han.

Annonce

Bolsjer i julegave

William er i det hele taget flittig bruger af Youtube, når han skal have inspiration til det ene eller det andet.

- William har altid været meget kreativ og går meget op i æstetik. Han har altid malet og tegnet og bliver meget grebet af ting i perioder, hvor de så fylder rigtig meget. Så bruger han rigtig meget tid på at nørde med en ting, indtil han kan det, fortæller Williams mor, Signe Wang Haas.

Lige for tiden er det særligt fyldte chokolader, William de Claville Wang Hansen bruger tid på. Disse er fyldt med en Dumle-agtig karamel, og så bliver formene pyntet med indfarvet kakaosmør, inden chokoladen fyldes i. - Det er rigtig spændende, om man har fået tempereret chokoladen korrekt, så de kommer ordentligt ud af formene, siger han. Foto: Maria Retoft Pedersen

William husker blandt andet et år, hvor han havde set nogle klip om origami og fremstillede æsker med hjemmelavede bolsjer til julegaver.

For et par år siden var det malerier med spraymaling, han havde kastet sig over.

- Så stod jeg inde på Faaborg Havn om sommeren og lavede dem til folk og tjente nogle penge, fortæller han.

Lige for tiden er det særligt fyldte chokolader, han bruger tid på, når han regerer i familiens - efter mors opfattelse - alt for lille køkken.

- Drengene i min klasse spiller mest computer, men det gider jeg ikke. De synes nok, det er lidt mærkeligt, at jeg bruger så meget tid i køkkenet, men det gør ikke noget, siger William.

Annonce

Drømmer om skuespil

Det er dog ikke kun bagværk og søde sager, der optager William de Claville Wang Hansen. Håndbold er hans anden store interesse. Tidligere har han spillet i GOG, men nu er det i Faaborg ØH, han slår sin folder.

- Det har jo selvfølgelig ikke været så meget her under corona, men nu er vi begyndt at træne fysisk træning udendørs igen.

Williams er i sit es, når kagerne rigtig kan pyntes. Privatfoto

Men Williams store fremtidsdrøm ligger et helt tredje sted. Han ser nemlig rigtig mange film sammen med sin mor og lillebror og vil rigtig gerne være skuespiller.

- Jeg har en ret klar plan for fremtiden. Når jeg er færdig med 9. klasse, vil jeg gerne på efterskole med en håndboldlinje og dramalinje. Og så vil jeg gå efter at blive skuespiller eller professionel håndboldspiller. Men skuespillet er på en klar førsteplads. Hvis ingen af de to ting lykkes, vil jeg tage en uddannelse som konditor, siger han.

Og mon ikke nok, skuespillerdrømmen skal gå i opfyldelse for den målrettede 14-årige?

- Nu har jeg i hvert fald prøvet at være på tv, lyder det med et smil.

William de Claville Wang Hansen bor sammen med sin lillebror, Oliver på otte år, og mor, Signe Wang Haas, i Vester Aaby. Foto: Maria Retoft Pedersen
Privatfoto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Faaborg

Blum & Haugaard klar med første koncert efter ufrivillig coronapause: - At dele musikken med publikum er en forudsætning for vores musik og liv

Annonce