Faaborg-Midtfyn: Flere smukke kig til de sydfynske landskaber, oplevelsesrig beplantning langs vejen og fine nyrenoverede huse er måske noget af det, der vil møde dit blik om blot få år, når du bevæger dig fra Bøjden til Gislev langs statsvejen rute 8.
Det er i hvert fald nogle af de mange gode forslag, som landskabsarkitekterne Gustin Landskab fik med på vejen på deres "lytte-gåtur" i de fire vejkantsbyer lige op til påske.
Iført regntøj, bevæbnet med paraplyer og med hundesnoren i hånden var mange landsbyboere mødt op til "lytte-gåture" i Gislev, Bøjden, Korinth og Horne 6. og 7. april. De fremmødte skulle både vise deres landsby frem og give input til kommunens rådgiver, landskabsarkitekterne Gustin Landskab, som nu - med de mange input - skal skitsere de første forslag til forbedringer langs rute 8 i de fire vejkantsbyer.
Gåturene var startskuddet på Faaborg-Midtfyn Kommunes områdefornyelse af rute 8, som løber senest til udgangen af 2026.
Smukkere udsigter og bedre belysning
Ideerne var mange, og på trods af en vejrudsigt, der lovede mere efterår end forår, fik de lokale beboere også vist Gustin Landskab nogle af de mange kvaliteter, som landsbyerne rummer.
Ida Pedersen, projektleder hos Faaborg-Midtfyn Kommune, og Mathias Meldgaard fra Gustin Landskab glæder sig over de mange gode input:
- Når man kan få øje på kvaliteterne selv på en grå regnvejrsdag som denne, så er der virkelig noget at tage fat i. Det har været nogle rigtig gode og informative dage på rute 8. Det var intenst at se alle fire byer og møde de mange borgere på to dage. Men en virkelig god kickstart, og vi glæder os rigtig meget til at arbejde videre.
Områdefornyelse langs rute 8
Faaborg-Midtfyn Kommune har afsat otte millioner kroner til områdefornyelsen af rute 8, som omfatter vejkantsbyerne Bøjden, Horne, Korinth og Gislev.
Områdefornyelsen foregår med stor borgerinddragelse af blandt andet nedsatte vejgrupper og løber senest frem til udgangen af 2026.
De mange input skal nu koges ind til mere konkrete skitseforslag i de fire landsbyer.
19. maj præsenterer Gustin Landskab de første forslag for byernes vejgrupper, der skal give feedback på de første forslag og prioriteringer.
Gåturene er blot startskuddet til flere borgerarrangementer. Hen over foråret og sommeren kommer Gustin Landskab igen på tur i landsbyerne for at synliggøre deres svar på de mange gode input.
På listen med borgernes ønsker er blandt andet noteret gadebelysning i Bøjden, flere skraldespande gennem byerne og oprydning og organisering langs vejen generelt. Her skæmmer gamle og slidte butiksfacader og forfaldne udlejningsejendomme ofte de ellers velholdte byer.
Derudover pegede mange borgere på, at beplantning flere steder skærmer for både udsyn fra sideveje og de smukke kig, som man ellers kan få, når man bevæger sig gennem landsbyerne.