Annonce
Ugeavisen Faaborg

Det kunne have været hvilken som helst dansker, der infiltrerede Nordkorea

Jesper Hasager Jensen, rektor på Faaborg Gymnasium, anbefaler dokumentaren "Muldvarpen". Arkivfoto
Annonce

Denne klumme er en meget kraftig anbefaling af Mads Brüggers seneste dokumentar ”Muldvarpen”, som mange sikkert allerede har set på DR, ellers kan det stadig nås.

Efter at have set den, så hurtigt som muligt efter den blev tilgængelig på DR, lå jeg søvnløs en hel nat og prøvede at få styr på sammenhængene og alle de konstante spring mellem det kendte fra nyhedsklip i filmen til alle de ukendte bagvedliggende spionhistorier og alt det, jeg selv kunne kende fra rejser rundt omkring i verden.

Dokumentaren omhandler den førtidspensionerede kok Ulrich Larsens infiltrering i ulovlig nordkoreansk handel med blandt andet våben.


Det kunne simpelthen være hvilken som helst dansker, der var havnet som muldvarp og var endt som en vigtig brik i et større spil om våbenhandel, køb af afrikanske øer, krigen i Syrien og en lang række nordkoreanske forbindelser.

Fra artiklen


Efter min mening har Mads Brügger altid været eminent til at lokke seeren med ind i et univers, der oftest foregår i en kriminel underverden, og samtidig omhandler for de fleste i vores del af verden ukendte steder.

Dette har altid fascineret mig voldsomt.

Især at verden ikke foregår efter de samme regler eller rutiner, som dem vi oplever i vores vestlige verden, giver inspiration til barndomsdrømme, der er opstået af at læse for meget Tintin og fascinationen af spioner, skurke og destinationer, der ikke findes i et Apollo-katalog.

I ”Muldvarpen” er Mads Brügger til forandring ikke selv centrum for handlingen, hvilket hans tidligere film om Nordkorea ”Det røde Kapel” har umuliggjort. Dette skader dog ikke fortællingen, nærmest tværtimod, da man som seer nu endnu lettere bliver suget ind i en uforståelig og ukendt underverden takket være filmens meget normale danske hovedperson Ulrich Larsen.

Jesper Hasager Jensen

Bopæl: Ollerup, Sydfyn

Beskæftigelse: Rektor Faaborg Gymnasium

Engageret i andet: Mine børn

Fritidsbeskæftigelser: Rejser – Især Centralasien og Afrika og helst med tog.

Det kunne simpelthen være hvilken som helst dansker, der var havnet som muldvarp og var endt som en vigtig brik i et større spil om våbenhandel, køb af afrikanske øer, krigen i Syrien og en lang række nordkoreanske forbindelser. Men hvorfor fascinerer denne type dokumentarer mig og mange andre så meget?

Jeg tænker, det er afbrækket fra hverdagen og virkeliggørelsen af spændingen ved en verden, hvor regler og normer er helt omvendte af de gængse.

Udover at skabe politisk debat om et internationalt politisk emne, der formentlig snarligt vil blive drøftet i FN på grund af denne dokumentar, så er det mest interessante for mig, hvordan filmen taler til, hvad jeg anser som en drengedrøm om at kunne blive en del af en underverden fuld af spioner, skruppelløse skurke og uanede muligheder – en form for et spil, hvor begivenhederne hele tiden udvikler sig uventet og konstant er hensat til eksotiske destinationer som Nordkorea eller ukendte afrikanske øer.

Historien har været over 10 år undervejs, og det er fascinerende at tænke på, at jeg har set Mads Brügger til premiere på andre af hans film samtidig med, at han på hemmeligste vis var i gang med skabe denne forrygende historie.

Derudover er jeg glad for, at jeg som dansker har nået at besøge Nordkorea, for jeg tror ikke, vi danskere kommer til at være særligt velkomne det næste stykke tid efter denne film.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce