Annonce
Ugeavisen Faaborg

Det flotteste juletræ nogensinde

Claus Skov måtte hjem og hente flere lyskæder for at have lys nok til det, han kalder det flotteste juletræ, Faaborg nogensinde har haft. Foto: Palle Søby
Byens juletræ står allerede nu og stråler i al sin glans på Torvet. Det tændes fredag eftermiddag 22. november - med alt det sædvanlige hurlumhej og underholdning.
Annonce

Faaborg: Folk er fulde af beundring over byens juletræ, som siden torsdag har stået og tronet på Torvet.

- Det er det flotteste træ, vi nogensinde har haft. Flere har også været henne og kommentere det. Det er fantastisk, og det særlige er også, at det er så ensartet, siger Claus Skov fra Faaborg Materialeudlejning, som var med ude og hente træet på Aaskovvej i Ryslinge.

Her har det stået i haven hos Jesper og Kristina Rasmussen, søn og svigerdatter af Jane Lundsfryd fra Micado i Faaborg.

- Det stod langt inde i haven, så der var lidt tvivl, om vi kunne få fat i det. Men vi fik lov at holde inde hos naboen, og så kunne vi godt komme til det. Det var så bredt, at vi var nødt til at binde det ind for ikke at skulle køre med bred last, fortæller Claus Skov.

Det er samtidig et af de højeste juletræer, Faaborg har haft.

- Det var 15 meter højt, og jeg har savet halvanden meter af. Det stikker lidt ned i hullet på Torvet, så nu er det omkring 13 meter højt, siger Claus Skov.

Fredag var han i gang med at sætte lyskæder på træet, og her måtte han hjem og hente flere kæder, fordi træet er kraftigere end normalt. Han fik brug for mindst 15 lyskæder på hver 20-30 meter. Så det er ikke helt galt, hvis man anslår, at der er omkring 400 meter lyskæder på Faaborgs juletræ.

Hvordan det ser ud med lys på, kan alle komme og se fredag 22. november. Showet begynder klokken 16, hvor der er underholdning med sang og sanglege ved Jan Valbak.

Julemanden ankommer klokken 16.30 og tænder træet, og børneteateret Oscar stiller med seks nisser, der deler slikposer ud til børnene.

Også Signe Pardorf Nielsen fra Vores Faaborg & Egn glæder sig over et pænt, tæt og ensartet juletræ på Torvet. Og så opfordrer hun til at deltage i Julemysteriet - en skattejagt, der nu er begyndt og varer frem til jul. Foto: Palle Søby
Annonce

Tag på skattejagt i byen

Også Signe Pardorf Nielsen fra Vores Faaborg & Egn er begejstret.

- Det er virkelig pænt og tæt og ensartet, siger hun om juletræet.

Hun slår samtidig et slag for en anden juleaktivitet, der nu er i gang: Julemysteriet - en skattejagt, der kører fra 19. november til 23. december.

- Det er skide godt udtænkt. Der er ni poster rundt i byen, både indenfor og udenfor. Der er intet digitalt i det. Det er simpelthen en gådebog, man skal løse. En drillenisse har stjålet noget slik, og så skal man finde ud af hvem af drillenisserne, det er. Man skal både finde inskriptioner i bygninger og finde røde træsko, og der er overraskelser undervejs, fortæller hun.

Man tilmelder sig hos Bog & Idé, hvor skattejagten også starter. Det koster 70 kroner pr. person, børn under syv år er gratis. Der er en lille ting i belønning, hvis man løser gåden.

Man kan også allerede nu via turistkontoret tilmelde sig årets julemandsløb 14. december.

Claus Skov i færd med at sætte lyskæder på juletræet. Og han fik brug for usædvanlig mange! Foto: Palle Søby
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce