Annonce
Ugeavisen Faaborg

Det store amerikanske blufnummer

Nogle vil mene, at Donald Trump altid har været "syg". Og nu har han så også fået corona. Det påstår han i hvert fald. Men har han nu også det? Eller er det blot endnu et blufnummer i valgkampen? Foto: Ritzau Scanpix
Annonce

Allerede under det amerikanske præsidentvalg for fire år siden stod jeg fuldstændig af.

Det var ikke politik. Det var show. Valgstunt. Gensidig tilsvining. Fake news.

Det blev mere og mere grotesk, og til sidst var det sådan, at ligegyldigt, hvad de sagde, var jeg sikker på, at det var løgn.

Jeg tror heller ikke en døjt på, at Donald Trump har haft corona her i den aktuelle valgkamp. Timingen er simpelthen for påfaldende.

Det hele er iscenesat. Han blev ramt af corona lige på det rigtige tidspunkt. Nu kan han bagefter bruge det som undskyldning, hvis han taber valget.

”Det var også, fordi jeg blev ramt af corona lige midt i valgkampen.”

Og så kan Trump sige, at det også var de uhumske kineseres skyld, at han tabte valget.


Jeg tror heller ikke en døjt på, at Donald Trump har haft corona her i den aktuelle valgkamp. Timingen er simpelthen for påfaldende. Det hele er iscenesat. Han blev ramt af corona lige på det rigtige tidspunkt. Nu kan han bagefter bruge det som undskyldning, hvis han taber valget. ”Det var også, fordi jeg blev ramt af corona lige midt i valgkampen.”


Uanset om han vinder eller taber valget, har han et horn i siden på kineserne, fordi det var dem, der gjorde ham syg, og det tror jeg, han har det helt fint med.

Samtidig opnår han en vis grad af medlidenhed - i hvert fald hjemme i USA.

"Nej, hvor er det synd, den stakkels mand".

Og når han er rask, kan han komme tilbage som helten, der overlevede den grufulde corona.

USA er ikke alene Guds eget land. Det er også konspirationsteoriernes land. Og nu har vi hermed fostret endnu en her i Ugeavisen Faaborg. Jeg tvivler dog på, at den når helt til Det Hvide Hus. Og hvis den gør, vil Trump helt sikkert sige: "Fake news".

Der har snart været mange af dem. Konspirationsteorier.

Har amerikanerne overhovedet været på månen? Eller var de bare i Hollywood?

Var det amerikanerne selv, der stod bag 11. september?

Er Osama bin Laden overhovedet død? Eller var det bare noget, amerikanerne fandt på? En konstrueret nyhed i CNN?

Var det i virkelighed amerikanerne, der smuglede coronavirus ind på madmarkedet i Wuhan? Så de bagefter kan være sure på Kina og har en grund til at holde Huawei ude af det amerikanske marked - for at beskytte Apple?

Fornylig var der en artikel i journalisternes udmærkede fagblad, Journalisten, om de danske mediers dækning af den amerikanske valgkamp.

Her var pointen, at de danske mediers dækning af USA er helt skæv. At de læner sig for meget op ad New York, Washington Post og CNN, og det giver et helt skævt billede af Donald Trump og hans vælgere.

"Det, vi ser, er en af de største skandaler i dansk journalistik, fordi det viser en manglende pluralisme og en manglende evne til at søge pluralismen", sagde Bent Blüdnikow, journalist på Belingske, i artiklen.

Det kan der sådan set være noget om. Og når danske medier sviner Trump til - hvad de meget ofte gør - sviner de reelt også halvdelen af USA's befolkning til.

Og så sort og hvid er verden vel trods alt heller ikke? Selv ikke i USA?

Problemet er bare, at Trump efterhånden er grebet i så mange løgne og så meget vås, at han reelt har frataget sig selv muligheden for at sige noget fornuftigt.

Vi havde engang en kollega på avisen, som altid fyrede platte vittigheder af. Til sidst var han synonym med platte vittigheder. Så når han endelig sagde noget sjovt, var der ingen, der grinede - for alt, hvad han sagde, var jo plat.

Det er lidt det samme med Trump. Alt, hvad han siger, er nok løgn.

Det er ikke helt så slemt, når der er folketingsvalg i Danmark, men også her sniger der sig i stigende grad amerikanske tendenser ind, hvor man oftere og oftere synes, det hele lugter af mere af show og valgstunt end af ordentlig politik.

Også herhjemme er det sket, at nogen har udnyttet, at de kom ud for noget forfærdeligt midt i en valgkamp, til at høste medlidenhed og flere stemmer.

Så virker det trods alt stadig mere regulært ved kommunalvalget - og jo længere man kommer ud på landet, jo mere reelt virker det.

Om godt et år er der kommunalvalg, og så vil valgkampen rase også her i Faaborg-Midtfyn Kommune.

Og hvis Hans Stavnsager eller Kristian Nielsen pludselig går ned med corona, vil jeg nok stadig have en klippefast tro på, at de rent faktisk er syge.

Men jeg skal da ikke udelukke, at der også i den lokale valgkamp næste år kan dukke typer op, som kunne finde på at "fake en corona".

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce