Annonce
Ugeavisen Faaborg

Efter 700 kilometer: Faaborg Runners løber videre

Deltagerne i Faaborg Runners mødes hver mandag ved Forum Faaborg. Foto: Bjarne Ravn
Løbefællesskabet Faaborg Runners er klar til at tage imod nye medlemmer - det er ganske gratis at være med, og man slipper for generalforsamlinger.

Faaborg: - Nogle har smidt en masse kilo undervejs. Alle har fået flere muskler og mere energi. Vi har alle lært en bunke søde mennesker at kende - og hundredevis af lokale stier, steder og smutveje. Vi udveksler også en masse smil og muntre tilråb med dem, vi møder på vores vej.

Sådan lyder peptalken fra løbevært Bjarne Ravn, der sammen med to andre værter hver mandag klokken 17.30 står klar i løbetøj ved Forum Faaborg.

De er en del af bevægelsen Faaborg Runners, som er et uforpligtende løbefællesskab, der handler om at komme ud og løbe en tur sammen med nogle andre.

Annonce

- Vinteren igennem har vi været mellem 10 og 20, der mødtes, og vi har så delt os op i mindre hold, fordi jo kun har måttet være fem sammen af gangen. Men nu har vi lige fået lov til at løbe med hold på 25, så nu vil vi da gerne slå lidt på tromme for at få nogle flere med, siger Bjarne Ravn.


Nu har vi lige fået lov til at løbe med hold på 25, så nu vil vi da gerne slå lidt på tromme for at få nogle flere med.

Bjarne Ravn


Det er ganske gratis at være med i Faaborg Runners, der er en del af projektet "Bevæg dig for livet", som støttes af DGI, DIF, Trygfonden og Nordeafonden.

- Og nu bliver vi også bakket op af Faaborg-Midtfyn Kommune. Målet er at få flest mulige ud at motionere, og i Faaborg har vi både en gåafdeling og en løbeafdeling, fortæller Bjarne Ravn.

104 løbeture

Faaborg Runners har ikke misset en eneste mandag i nu to år, så det er blevet til nogle kilometer efterhånden.

- Siden starten er det blevet til 104 løbeture - cirka 700 km i alt, fortæller Bjarne Ravn.

Ruterne varierer - her i vinter er mange af turene foregået i og omkring Faaborg By, hvor der var gadelys.

- Men i mandags var vi i Pipstornskoven, fordi det er blevet lysere om aftenen, så vi kan begynde at se, hvor vi løber. Vi passer godt på hinanden - ingen bliver ladt tilbage, og det sociale er meget vigtigt - vi skal have noget snak undervejs. Vi er ikke ude på at lave superløbere - vi er ude på at få nogen til at føle sig godt tilpas, når de løber, fortæller Bjarne Ravn.

Vil du være en del af løbefællesskabet, så læs mere på Facebookgruppen "Faaborgrunners" eller kontakt Bjarne Ravn på tlf: 40164083

På mandag den 15. marts 2021 markerer Faaborg Runners sin to års fødselsdag. Fødselsdagen kan ikke fejres, som man man ellers ville have gjort, men det bliver gjort lidt ekstra ud af det på mandag, lover Bjarne Ravn og co.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce