Annonce
Ugeavisen Faaborg

Et kig i arkivet: Nytårsspøg fik dramatiske konsekvenser

Det var vinduet nærmest gangdøren, hvor skuddet ramte. Foto: Aastrup Folkemindesamling
Annonce

Aastrup: På en gård i Aastrup nær byen fandt en 16-årig søn sin fars jagtgevær, dengang kaldet bøsse, i et udhus.

Nytårsaften 1895 fik han en karl med, og de gik over på nabogården for at skyde nytåret ind der, og for at få en karl på gården til at gå med op i byen. Sammen med gårdens tjenestepiger gik de op ad Svendborgvej, hvor de skød et skud af, da de gik forbi et hus. De forsatte til nr. 291, hvor Johan Jørgen Larsen boede.

Dér ville de skyde et skud af langs huset, og derefter forventede de, som det var skik og brug dengang, at blive inviteret ind på en forfriskning. Karlen, der var kommet med fra den anden gård, fik geværet. Han forsøgte at skyde, men den klikkede. De blev enige om, at den nok ikke var blevet ladt, efter de havde skudt sidst. Han gik ud til de andre, der var blevet stående på vejen, og de satte en patron i, uden at han havde haft patronen i hånden.

Da han derpå med det ladte gevær var kommet ind i haven, så han, at Johan Jørgen Larsen havde trukket gardinet for et vindue fra og kikkede ud, og for at forskrække Johan lagde han i en fart bøssen til kinden og affyrede den i kort afstand i retning af det sted, hvor Johan stod, uden at tage noget som helst sigte.

Skuddet gik gennem vinduet og ramte Johan i hals og hoved.

Konen, som befandt sig ude i køkkenet, blev hidkaldt ved skuddet og fandt sin mand siddende sammensunket i en stol ved vinduet, medens blodet flød ned af hans ansigt. Hun fik karlene tilkaldt og disse erfarede nu den ulykke, de var skyld i.

Et kig i arkivet

Vores folkemindesamlinger og lokalarkiver er fyldt med historier om folk og fæ, der har haft og har betydning for vores landsbyer og lokalsamfund i dag.

Vi har bedt arkiverne dykke ned i de mest dramatiske, spændende og interessante fortællinger for at kunne dele dem med jer læsere.

Lokalarkiverne og folkemindesamlingerne bidrager på skift med historier fra vores lokalområder.

Annonce

Døde af skuddet

En nabodatter, Josefine, har senere skrevet om det. Hun fortæller: Den ulykkelige karl løb hjem til gården og spændte for en vogn og kørte til byen efter læge. Den første læge han ringede på hos, nægtede at tage med på den tid af natten. Så måtte han til distriktslægen. Det var en ældre mand, der hed Bisgaard. Han tog med, og han fortalte siden, at karlen blev med at sige: ”Det er mig, der har gjort det”. Men Johan var død, inden lægen nåede frem.

Der blev stor opstandelse i hele landsbyen. Alle var vækket af skuddet. Vi, der boede tæt ved, så og hørte det hele.

Jeg krøb rystende af angst ned under dynen. Mine forældre og de nærmeste naboer gik hen til huset og fik nærmere forklaring.

Johan lå til ”Lit de parade” i stadsstuen. Folk kom og gik rundt om kisten, sukkede, beklagede og drak kaffe. Enken lå i sengen, græd og forbandede gerningsmanden og lagde planer om begravelsen.

Som det sig hør og bør gik en gildebyder rundt. Festklædt og med højtidsstemme afleverede han den samme indbydelse. ”Je sku hils fra Stine og sige, om I vi ha den ære at komme til begravelse”.

Da det var en drabssag blev det distriktslæge Bisgaard og borgmester Damkier, by og herredsfoged, der kom til ligsyn næste dag. Bisgaard skrev en længere dødsattest. Johan blev knap 52 år.

Annonce

Karl meldte sig selv

Den unge karl var ikke klar over, at geværet var skarpladt, men gik ud fra, at patronen indeholdt løst krudt. Han var meget ulykkelig over begivenheden og meldte sig selv til herredsfogeden.

Karlen blev stillet for Sallinge Herreds Strafferet. Han blev anklaget efter §198, som gav simpelt fængsel i to måneder, og så skulle han give erstatning til afdødes enke for tabet af hendes forsørger med et månedligt underholdsbidrag på 6 kr. hver måned i 15 år.

Sagen kom for overretten, hvor den blev nedsat til 1 måneds simpelt fængsel, og underholdsbidraget blev sat ned til 10 år. Karlen rejste senere til Amerika.

Faaborg Folketidende omtalte ulykke den 2. januar 1896. Foto: Aastrup Folkemindesamling.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce