Annonce
Ugeavisen Faaborg

Et kig i arkivet: Skemanden fra Ny Stenderup

Ingvard Jensen i sit værksted i 1953. Privatfoto
Arkivet i Vester Hæsinge-Sandholts Lyndelse er dykket ned i historien om Ingvard Jensen, som gjorde ske-snitteriet til sin levevej.
Annonce

Ny Stenderup: Før i tiden var det meget almindeligt, at håndværkere i vintertiden snittede skeer. Det var ikke et arbejde man kunne leve af, højst et supplement. Skemand Ingvard Jensen gjorde, som en af de få, håndværket til sin levevej.

Ingvard var søn af en skomager og født på Ny Stenderupvej 12 i 1873, og som 17-årig lærte han at snitte skeer hos Laurits Hansen på Remset 1 i fødebyen, og lærlingelønnen var de skeer, han kunne snitte.

Ingvard købte et lille hus på Remset 7 og giftede sig med Pedersine Jørgensen fra Gærup, og hun blev en trofast medhjælper, idet det var hende, der sleb og gav skeerne det sidste finish.


Ingvard fortalte, at han følte glæde bare ved at tage et stykke træ i hånden og fornemme, hvordan skeerne skulle formes af netop det stykke træ. Ingvard arbejdede med forskellige træsorter, fortrinsvis ahorn og bøg, men pil og poppel kunne også bruges, og endelig var der vedbenstræet, som sagtens kunne konkurrere med de jyske hornskeer.

Fra artiklen


I 1956 kunne man i flere landsdækkende aviser læse, at nu havde Danmarks sidste skemand lagt værktøjet til side efter 66 år i faget.

Annonce

Produktionen af skeer

Ingvard kunne snitte 15-18.000 skeer om året, afhængig af om det var små suppeskeer eller sleve og store butiksskuffer. Han sad altid på sit værksted, undtagen når han skulle grave sin have eller skære tobak til den lange pibe. De tre sønner har uden tvivl også måttet tage deres tørn med at slibe skeer.

Et kig i arkivet

Vores folkemindesamlinger og lokalarkiver er fyldt med historier om folk og fæ, der har haft og har betydning for vores landsbyer og lokalsamfund i dag.

Vi har bedt arkiverne dykke ned i de mest dramatiske, spændende og interessante fortællinger for at kunne dele dem med jer læsere.

Lokalarkiverne og folkemindesamlingerne bidrager på skift med historier fra vores lokalområder.

Der kunne kun købes ganske få redskaber til fremstilling af skeerne, så Ingvard fik specialfremstillet det meste af sit værktøj. En del af værktøjet kan ses på Ringe Museum sammen med et udsnit af skeerne, også Nationalmuseet har en lille samling af Ingvards skeer.

Udstillingen af Ingvard Jensens skeer på Ringe Museum for nogle år siden. Ingvard havde en snes typer af skeer, og indenfor hver type mange modeller, lige fra teskeer til store grydeskeer og skuffer. Privatfoto

Ingvard fortalte, at han følte glæde bare ved at tage et stykke træ i hånden og fornemme, hvordan skeerne skulle formes af netop det stykke træ. Ingvard arbejdede med forskellige træsorter, fortrinsvis ahorn og bøg, men pil og poppel kunne også bruges, og endelig var der vedbenstræet, som sagtens kunne konkurrere med de jyske hornskeer.

Modellerne til skeerne skar Ingvard én gang for alle. Når han havde lavet en ske efter formen, kom det fine arbejde med at hule skeen, som næsten altid skete med jern formet efter dens dyb, og tilbage var det bløde snittearbejde, hvor man skulle fare med lempe. Til sidst fik konen skeen, som hun pudsede af og stemplede med jernsignetter for at pynte lidt.

Annonce

Afsætningen af skeerne

I de første mange år af Ingvards karriere var der mange skemænd på egnen, og Ingvard fortæller, at de nemt kunne være 20-30 stykker, når de mødtes på Vester Hæsinge Kro for at sælge til opkøberne, der kom kørende fra hele Fyn og Jylland. De var skrappe til at prutte, og vi andre mange til at sælge, så det var vel ikke altid vi fik de bedste priser. Sjældent blev det til mere end nogle få øre pr. ske, og vi havde jo alligevel stået i mange dage og slidt derhjemme, medens konerne, rappe på fingrene, måtte pudse efter.

Et udsnit af Ingvards værktøj som det tog sig ud på Ringe Museum for år tilbage. I dag er udstillingen sat anderledes op. Privatfoto

For det meste solgte vi til posemændene, som vi kaldte dem, fordi de bar skeerne fra hus til hus i to poser, én på ryggen, som var stor, og en på brystet som var lille. De gik over hele Jylland og Fyn og vendte tilbage hertil, hver gang poserne var tomme.

Da Ingvard i 1956 var 83 år, snittede han sin sidste ske, huset blev solgt, og han og Pedersine tog ophold på Stensvang Alderdomshjem i Faldsled.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce